Menu

Remis mod topholdet Marienlyst efter intens fight

image Lukas Harder runder en Marienlyst spiller i sin comeback kamp (Foto: Robert Hierath)
Af Jan Larsen, sportskoordinator
15. oktober 2017 kl. 10:46
  1. Division Grundspil, Pulje 2

Dalum IF – Bk. Marienlyst 1-1 (0-1)

0-1 (33. min.) Lasse Thomsen
1-1 (68. min) Martin Høgstad

Tilskuere: 357

Dalum IF’s divisionshold spillede lørdag på kunstgræsbanen TOTALBANEN uafgjort i lokalopgøret mod topholdet Marienlyst. Kampen endte meget retfærdigt uafgjort 1-1 efter Marienlyst var gået til pause med en 1-0 føring.

Lars R. Jacobsen Park i Dalum var en kende for sumpet til at kunne spille fodbold på efter den seneste uges megen nedbør. Lokalopgøret blev derfor afviklet på kunstgræs ved Tingløkkeskolen, hvilket umiddelbart syntes at være en fordel for gæsterne, da Marienlyst også afvikler sine hjemmekampe på det kunstige græs. Omvendt besejrede Dalum IF holdet fra Stærehusvej med 2-0 i den omvendte kamp, så underlaget ville nok ikke blive afgørende for kampens udfald.

Det blev den da heller ikke, da begge hold så meget komfortable ud på TOTALBANEN. Kampens indledning blev meget jævnbyrdighed med utrolig stor intensitet. Der blev virkeligt gået til vaflerne i et hav af intense nærkampe, så kampens dommer Esad Deronjic havde sit hyr med at holde temperamenterne i ro. Da boet blev gjort op efter kampen var der uddelt 7 advarsler og 3 røde Dalum trøjer var blevet revet i stykker ide viltre nærkampe.

Spillemæssig var indledningen uden de helt store chancer, men efter 15 minutters spil fik hjemmeholdet den første store mulighed. I en hurtig opstilling blev den ene af Dalum IF’s spidsangribere Kent Jørgensen spillet fri, men desværre redede den stærke Marielyst målmand Jeppe Kirk skuddet fra Dalum angriberen. Spillet var rimeligt ligeligt fordelt i første halvleg, måske lige med en lille fordel til topholdet Marienlyst. Gæsterne fik da også til spillet sig et pænt antal hjørnespark, hvoraf nogle voldte Dalum forsvaret en del problemer. Det var da også af et sådant et af slagsen, som blev hård sparket ind i hovedet på Lasse Thomsen, som flot fra 7-8 meters afstand headede bolden ind i toppen af Dalum målet.
Få minutter senere havde Dalum muligheden for at udligne, da et flot angreb blev sat ind i venstre side, hvorefter bolden blev spillet over til bagerste stolpe, hvor Tais Holm Christensen havde lugtet at bolden ville komme. Desværre for Tais og Dalum strøg afslutningen forbi Marienlyst målet. Dermed kunne Marienlyst trække sig tilbage til pausen med en smal 1-0 føring.

I de seneste kampe er Dalum spillerne generelt kommet dårlig ud til anden halvleg efter en tur i kabinen. Det blev heldigvis ikke tilfældet denne lørdag eftermiddag, da Dalum spillerne kom ud på kunstgræsset fyldt med energi. Dalum blev derfor straks fra anden halvlegs start da også det toneangivende mandskab. Holdet spillede da sig også frem til en håndfuld bane forsøg, men i den modsatte ende af banen var Marienlyst også farlige ved et par omstillinger.

Heldigvis var det hjemmeholdet der lavede kampens næste mål, som samtidig også blev matchens sidste. Dalum brød et Marienlyst angreb midt på banen og den stærkt spillende Frederik Humlegaard blev sendt afsted mod gæsternes mål. Humlegaard viste flot overblik og centrede på tværs til Martin Høgstad, som sikkert sparkede bolden i mål til udligningen 1-1.  

Den sidste halvdel af anden halvleg blev en åben slagudveksling mellem to mandskaber, der begge gik efter sejren. Dalum IF var otte minutter før tid meget tæt på at tage sejren, da den unge meget arbejdsvillige Marco Bertelsen med en skarp afslutning testede Marienlyst målmanden, men igen var Jeppe Kirk en sikker skanse i buret. Modsat havde Marienlyst også et farligt forsøg i kampens overtid, men denne gang var det hjemmeholdets målmand Rasmus Lund der brillerede med en fin redning.

Det var dermed ganske retfærdigt at det underholdende lokalopgør sluttede uden vinder med resultatet 1-1. Dalum IF’s cheftræner Anders Nielsen var enig i denne påstand da han udtalte efter kampen: ” Jeg var generelt godt tilfreds med vores indsats. Det var vel ikke en flot kamp at se på, men vi viser god energi efter pausen, og jeg synes uafgjort var et fair resultat, for vi har vel samlet lige så mange chancer for at afgøre kampen som Marienlyst”.

Dalum IF spiller igen næste weekend og igen er lørdag kampdag, da holdet gæster Kolding IF på Autocentralen Park i Kolding med kampstart kl. 15.00.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk