Menu

Retfærdig pointdeling i premieren

image Der var mange nærkampe i Dalum IFs felt i denne premierekamp mod KFUM (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
29. marts 2026 kl. 17:11

GF Fyn Serien

Retfærdig pointdeling i premieren

Dalum IF – KFUM 1-1 (0-0)

1-0 (56. Min.) Albert Frederik Barslund
1-1 (86. min) KFUM

Dalum If GF Fynseriehold spillede søndag formiddag årets første turneringskamp, da holde i Sparekassen Danmark Arena spillede uafgjort 1-1 mod KFUM. Kampen var en rigtig premierekamp med lidt for meget stress og mange hårde nærkampe som betød, at ingen af holdene på noget tidspunkt fik overtaget i kampen, som meget retfærdigt endte uden vinder.

De fleste havde formentlig sat næsen op efter en Dalum IF sejr, specielt efter den flotte 3-1 sejr over topholdet B. 1913 i den sidste testkamp, men den gamle læresætning om, at turneringskampe er noget ganske andet end træningskampe blev sat i relief her. Når der er noget på spil stiger intensiteten og pulsen lige med de sidste 10 procent og pludselig kan selv de nemme aktioner blive svære.

Kampens indledning på kunstgræsset ved Tingløkkeskolen var helt lige og begge mandskaber havde svært ved ar få rigtigt flow i spillet. Arbejdsindsatsen fejlede intet hos de to holds aktører på banen, men ingen af holdene kom til nævneværdige chancer i de første 25-30 minutter. I det sidste kvarter inden pausen fik hjemmeholdet med vinden i rykken presset spillet længere frem på banen, men udover et langskud fra Daniel Bayati der strøg over målet kom hjemmeholdet ikke frem til chancer. KFUM havde omvendt også et par gode omstillingsmuligheder, som dog heller ikke førte til noget.

Første halvleg blev dermed afviklet uden en eneste større chance til nogen af holdene og dermed var 0-0 en logisk konsekvens efter de første 45 minutter. I anden halvleg kom der chancer fra begge hold, om end de kan tælles på en hånd for begge mandskaber. Den første kom til hjemmeholdets Mads Emil Rohr efter 5 minutters spil af anden halvleg, men han fik desværre ikke fart nok i sit hovedstød og KFUM keeper Rasmus Glintborg kunne redde. Et par minutter senere var KFUM endnu tættere på, men en fri skudchance i fri position blev sparket forbi mål.

KFUM virkede i denne periode farligst, men alligevel var det hjemmeholdet, som efter 10 minutters spil i anden halvleg kom foran 1-0. Dalum Ifs bedste på dagen Daniel Bayati fandt med en flot flad pasning til altid farlige Albert Frederik Barslund, som sikkert sparkede årets første turneringsmål fladt i kassen. I den følgende periode var hjemmeholdet en del på bolden, men den klare chance for at lukke kampen kom aldrig.

Desværre fik Dalum IF et par ærgerlige gule kort i slutfasen, så holdet en periode var to mand i undertal og det udnyttede KFUM desværre efter 86. minutters spil. Et af KFUMs mange indlæg denne søndag blev ikke rigtigt sendt ud af farezonen og en af gæsternes spillere kom først på bolden og sparkede efterfølgende bolden hårdt i mål fra 5-6 meters afstand og dermed stod der 1-1.

I de resterende 5 minutter plus de 5 tillægsminutter blev ingen af holdene rigtigt farlige, måske også i konsekvens af at begge hold på dagen måtte være tilfreds med pointdelingen. Det blev som bekendt uafgjort 1-1 i premierekampen og så må holdene igen i aktion i påsken, som for Dalum Ifs vedkommende bliver allerede Skærtorsdag, hvor holdet skal på en listig opgave i Marstal.   

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk