Retfærdig remis i tæt lokalopgør

- Division Grundspil, pulje 2
Retfærdig remis i tæt lokalopgør
Dalum IF – Tarup/Paarup IF 1-1 (1-0)
1-0 (2.min.) Sebastian Lodahl
1-1 (66. min.) Rasmus Nørgaard
Tilskuere: 507
Det startede så godt for Dalum IFs 2. divisionshold, men sluttede lidt halv skidt for hjemmeholdet, da Dalum IF og Tarup/Paarup IF spillede uafgjort 1-1 i et intenst, men ikke spillemæssigt berusende opgør. Uafgjort var dog alt i alt et retfærdigt resultat som begge mandskaber kunne leve med.
Der var med længsel set frem til lokalopgøret mellem de to odenseanske forstadsklubber, som blev afviklet onsdag aften i Lars R. Jacobsen Park i Dalum. Der var på Dalumvej i 5250 Odense SV nok set frem til en sejr efter den flotte start på sæsonen med 7 points i 3 kampe, specielt efter at TPI havde tabt de to sidste kampe. Alligevel nagede tvivlen også lidt, da lokalopgør ofte afgøres efter andre parametre end de sædvanlige divisionsopgør, samtidig med at Tarup/Paarup er et udemærket hold godt styret af rutinerede Jan Knudsen på trænerbænken.
Dalum IF fik dog en rullestart på opgøret, da Sebastian Lodahl blot skulle bruge 73 sekunder for at bringe Dalum IF i front på et meget flot mål. Sebastian brysttæmmede flot et skift fra modsatte fløj, hvorefter han skar ind foran en TPI forsvarer, så valgte han at trække bag om endnu en TPI spiller, hvorefter Sebastian flot sparkede bolden helt op i det modsatte målhjørne bag en absolut sagesløs Mathias Glintborg i Tarup målet. I de følgende minutter var gæsterne en smule på hælene og blot 3 minutter senere var Dalum IF meget tæt på 2-0, da et indlæg fra højre fløj blev sparket væk få centimeter fra TPIs mållinie akkurat før en Dalum angriber kunne have prikket bolden i mål.
Dalum spillerne var generelt oven på i første halvleg, hvor alle offensive aktioner fra Tarup/Paarup blev lukket flot ned af en stærk Dalum defensiv, som da også kun have ladet et mål gå ind i sæsonens første 3 kampe. Som første halvleg skred frem kom der dog også lidt grus i hjemmeholdets offensive aktioner, da den sidste akkuratesse manglede i de afgørende situationer. Alligevel udfordrede specielt Dalum IFs højre kant Martin Høgstad flot TPIS venstre forsvarer og fik lavet en 3-4 flotte indlæg, som desværre ikke gav yderligere scoringer til hjemmeholdet. Tættest på var faktisk Dalum IFs fikse midtbanespiller Julius Fechtenburg, som med et flot langskud fra 18 meters afstand kun var millimeter fra en scoring. De to hold kunne dog gå til pausen med en spinkel 1-0 føring til Dalum.
Fra 2. halvlegs start kom gæsterne meget bedre med, samtidig med at Dalum spillerne havde noget svært ved at finde hinanden, hvilket gav TPI et par gode muligheder på omstillinger uden dog at det blev rigtigt farligt. Til gengæld var Dalum tæt på efter godt et kvarters spil, først var det Frederik Humlegaard som blev pareret af Tarup keeperen og derefter var det igen Julius Fechtenburg som sparkede første gang på et indlæg fra venstre, men atter redede gæsternes keeper Mathias Glintborg sikkert.
Akkurat midtvejs i halvlegen gik det så galt for Dalum, som ellers havde brudt et TPI angreb, men desværre kom gæsterne igen på bolden på grund af en opspils fejl af Dalum, hvorefter TPIs Rasmus Nørgaard flot sparkede et indlæg fra højre fladt i mål uden nogen som helst chance for keeper Lund i Dalum buret. Derfra af blev kampen afviklet på Tarup/Paarups præmisser, som igen og igen søgte duellerne mod et efterhånden mere og mere træt hjemmehold. I kampens sidste kvarter frygtede man lidt at der ville falde endnu en scoring til gæsterne, da de var først over langt de fleste anden bolde. I de aktioner kunne man godt se at TPI spillerne set over en bred kam måske lige havde 100 gram mere rutine end det unge hjemmehold. Alligevel skal samtlige 14 Dalum spillere roses for en kæmpe fysisk indsats, hvilket i sidste ende også var med til at sikre et fortjent Dalum point.
Efter kampen var der lidt skuffelse at spore i Dalum IFs omklædningsrum, men det er vigtigt at holde fast i, at de første 4 kampe har givet 8 points til Dalum. To points i snit og fortsat ubesejret kan Dalum IF spillerne og lederne var ganske fornøjet med, samtidig at de unge spillere efter hver kamp kan sætte mere rutine ind i banken. Det er bare med at få restitueret godt i de kommende dage, da der allerede på lørdag venter endnu en spændende kamp, denne gang i Kolding mod en af puljens favoritter, som da også vil gå ind til kampen som pæne favoritter. Med den vilje og indstilling til at udvikle og yde som Dalum spillerne har, vil der absolut være mulighed for at der også i Kolding kommer flere point på kontoen.