Så bliver det alvor

DalumIFs 3. divisionshold indleder på lørdag kl. 13.00 forårssæsonen, da holdet hjemme på kunstgræsbanen TOTALBANEN spiller mod Bk. Frem. Der er lagt op til en vanskelig kamp mod Bk. Frem der ligger på andenpladsen i rækken 6 points foran Dalum IF, men Dalum har haft krammet på Frem i de sidste fire indbyrdes kampe, som har givet 2 sejre og 2 gange uafgjorte for Dalum IF. Det må gerne fortsætte lørdag !!!
Forårsturneringen kan de deles op i to faser, først de sidste fem kampe i Grundspillet og derefter 10 kampe i Slutspillet – enten i form af et Opryknings- eller Kvalifikationsspil. De første fem kampe er derfor yderst vigtige for Dalum IF – fem finalekampe – hvor det gælder om at fastholde en placering blandt de seks bedste. Her ved indledning til sæsonen er Dalum placeret på 4. pladsen, men forspringet er på blot et point til Vanløse på 7. pladsen.
Det er første gang at Dalum IFs nye trænerduo- cheftræner Carsten Hemmingsen og assistent Jan Lindqvist - står i spidsen for divisionsholdet i en kamp om points. Forberedelserne er dog forløbet rigtigt godt i de sidste godt og vel 2 måneder, hvor der er blevet arbejdet hårdt og målrettet, for at være så godt forberedt som overhovedet muligt. Spillemæssigt er det gået støt fremad og fysisk syntes spillerne at stå et rigtigt godt sted, så det bliver spændende at se hvordan sæsonen forløber for Dalum IF.
For Dalum IF var det vigtigt at skabe kontinuitet i spillertruppen her frem mod et meget spændende fodboldforår og det er lykkedes ganske godt. Den eneste afgang henover vinteren er reservemålmand Kristoffer F. Madsen, der vil prøve tjansen som målmand i TPI. Til erstatning for Kristoffer i målmandsteamet har vi fået Emil Larsen ind og han har gjort det rigtig godt her i optakten. Derudover er der tilgang af højre forsvars- eller kantspilleren Marcus Bay, som er kommet til Dalum IF fra Marienlyst og han er en klar forstærkning til truppen. Det samme kan siges om offensivspilleren Marc Gangia, der senest har spillet Young Boys FD i Silkeborg. Marc er en pågående angriber som allerede både har scoret og været oplægger til en del mål i opstartsfasen.
Derudover er den stærke midtbanespiller Rasmus Schmidt fuldt tilbage efter at han brækkede kravebenet først på efteråret. Skaden brød igen op under træning i januar måned, men heldigvis er Rasmus helt tilbage igen. Desværre må Dalum IF lørdag se bort fra Kristian Weber (to dages karantæne) og Lasse S. Clausen (en dages karantæne) i kampen mod Bk. Frem, som dog på samme vis må se undvære forsvarsspileren Emil Schou Jørgensen.
Det er dog ikke tilfældigt at Frem kun har tabt to kampe i indeværende sæson, da det er en virkelig stærk trup dagens gæster råder over. Holdet er godt besat overalt på banen og er en god blanding af rutine og talent, så Dalum IF skal præstere på top niveau for at få point ud af opgøret. Den modsatte kamp i Valby Idrætspark i september måned sluttede uafgjort 1-1 efter en intens og ret velspillet kamp, så det kan sagtens igen være marginalt hvad der afgør kampen her i Dalum.
Vi håber på stor opbakning til hjemmeholdet lørdag kl. 13.00, således at ”vort publikum” kan tage kampen op med det altid fornøjelige publikum fra Bk. Frem. Det forventes at hele 100 supporters fra Bk. Frem vil overvære kampen, så alle med Dalum IF sympatier må meget gerne komme og støtte Dalum drengene på lørdag – de fortjener det efter alt det hårde arbejde der er lagt for dagen i de sidste to måneder.