Så er Danmarksserien for alvor i gang
Nøjagtig 67 dage, 30 træninger og 8 træningskampe bliver udfordringen for Dalum IF's danmarksseriespillere, inden der i den sidste weekend i marts måned står værdifulde points på spil i den topspændende Danmarksserie pulje 2. Det er dermed en yderst velforberedt Dalum IF trup der er klar til at tage forårets udfordringer op, hvor det i første omgang gælder om at sikre sig mod den udvidede nedrykning, og hvis dette delmål indfries, kæmpe med i toppen af rækken helt til sidste spilledag.
Til den første træning på Kunstgræsbanen på Windelsvej var 24 spillere mødt op, der alle i den træningsfri periode havde gennemført et hjemmetræningsprogram. Den fysiske side af sagen var dermed rimeligt på plads, så det var en flok kåde spillere der kastede sig over boldnettet. Blandt de nye ansigter prøvede de to keepere Jacob Jensen og Jesper Kildegård til, derudover var der nytilgang fra Aarup Jesper Andersen, ligesom to af Dalum IF's egne U19 spillere Christian Madsen og Sebastian Christensen deltog i træningen. Alle fem gav et fordelagtigt indtryk i den første trænings 90 minutter. En lille håndfuld spillere var desuden forhindret til denne første træning grundet arbejde og studier, her i blandt den spændende tilgang fra Otterup Daniel Jensen.
Dalum IF spiller som tidligere anført 8 træningskampe som du kan se programmet for nedenfor.
Dag | Dato | Klokken | Modstander | Sted |
Lørdag | 31/1 | 12.00 | FC Svendborg (Div.) | Svendborg Kunstbane |
Lørdag | 7/2 | 10.00 | Albani Cup mod Marienlyst & Otterup | Marienlyst Kunstbane |
Søndag | 8/2 | 10.30 | Albani Cup - indendørs | Marienlyst Hallerne |
Lørdag | 14/2 | 12.00 | Middelfart (Div.) | Middelfart Kunstbane |
Lørdag | 21/2 | 11.00 | Marienlyst (Div.) | Marienlyst Kunstbane |
Mandag | 23/2 | Aftales | Morud (Alb.) | Morud kunstbane |
Lørdag | 7/3 | 13.00 | Marstal (DS) | Marienlyst Kunstbane |
Lørdag | 14/3 | 13.00 | B 1913 (Alb.) | Marienlyst Kunstbane |
Lørdag | 21/3 | 13.00 | B 1909 (DS) | B 1909's kunstbane |
Hvis du ikke vil følge ovennævnte træningskampe live på spillestedet, vil du her på sitet kunne læse referater fra kampene, ligesom eventuelle ændringer i ovennævnte kampterminer vil blive oplyst løbende.
Foto: Robert Hierath: Jesper Andersen ved den første træning
Foto: Robert Hierath: Keeper Jesper Kildegaard med et koncentreret blik
Foto: Robert Hierath: Målmand Jacob Jensen helt på tæerne
Foto: Robert Hierath: Christian Madsen ved sin første seniortræning
Foto: Robert Hierath: Sebastian Christensen har øje på bolden
Foto: Robert Hierath: "Guddi" hjemvendt fra Østen på "Kunsten" i Marienlyst