Sæsonpremiere mod Kildemosen.
Keeper Lautits Lindgaard Larsen i aktion i træningskampen mod Middelfart for et par uger siden (Foto: Robert Hierath)
Dalum Ifs Albaniseriehold har sæsonpremiere i dag fredag den 9. august kl. 18.45 mod oprykkerne fra Kildemosen Boldklub. Kampen spilles på Kildemosens anlæg med det berygtede navn ”Killer Ground”
Kildemosen er oprykkere fra det der i gamle dage hed serie 1, men som i foråret nu hedder Albaniseriekvalifikationen, hvor holdet via en 4. plads lige akkurat rykkede op. Albaniseriekvallen var dog utrolig tæt, da hele fire hold var placeret inden for et enkelt point. De øvrige oprykker klubber som Dalum IF få fornøjelsen af senere i efteråret er B. 1909 og KRFK. OKS som også blev placeret over Kildemosen kunne ikke rykke op da klubben allerede er placeret i Albaniserien med hold 2.
Selvom der inden sommerferien var to rækker mellem de to mandskaber som dyster fredag aften forventer denne signatur en ganske jævnbyrdig kamp. Premierekampe er altid vanskelige at forudsige – hvor gode er modstanderne og hvor står man selv og vice versa. Fredag aften ved 20.30 tiden er vi alle formentlig blevet lidt klogere.
I sæsonpauserne er der oftest udskiftninger i truppen og det har der også været i Dalum Ifs trup. Nogle spillere ville prøve andre græsgange og nogle er flyttet fra byen, men heldigvis er der også kommet nye til. Dalum Ifs U19 afdeling har bidraget med en håndfuld spillere, ligesom nogle er kommet til fra andre klubber. Således er der turneringsdebut til hele 5 Dalum If-spillere fredag aften nemlig Albert Frederik Barslund, Magnus Bøgebjerg Holt, Lucas Nørregaard Schwartz, Nicklas Boye Jonasson og Marcus Schousboe.
Dalum IFs Albaniseriehold har været i gang med forberedelserne i en lille månedstid med den nye cheftræner Jimmi Nielsen med god hjælp af assistent Ronni Schwartz, så vi føler os fortrøstningsfulde specielt, efter en velspillet pokalkamp i tirsdags mod Kolding Boldklub, som desværre blev tabt efter straffesparkskonkurrence. De 120 minutters spilletid endte uafgjort 1-1 i en kamp hvor Dalum spillede i undertal i de sidste 40 minutter.
Undertal betyder desværre også udvisning så derfor har vor midtbanespiller Tobias Lindhardt fået to spilledags karantæne og er derfor ikke med i aften mod Kildemosen. Derudover er Laust Klindt Sørensen og Sebastian Dam Schrøder forhindret af private årsager, men de er igen klar til kampen i næste weekend.
Lad så bolden rulle…