Sidste hjemmekamp i sæsonen

Dalum IFs 3. divisionshold spiller på lørdag sæsonens sidste hjemmekamp, hvor de rødblusede møder IF Lyseng med kampstart kl. 13.00 på Dalum Stadion. Derefter mangler der kun en turneringskamp i dette Oprykningsspil og den foregår den kommende weekend i Valby Idrætspark mod Bk. Frem.
Lørdagens kamp er et ”direkte slag” om 5. pladsen i Oprykningsspillet som IF Lyseng p.t. sidder på med et point mere end Dalum. Hjemmeholdet håber dog at kunne spille op til niveauet i de sidste to hjemmekampe, hvor først VSK Aarhus blev besejret 2-0 og efterfølgende en 1-0 sejr i lokalopgøret mod Næsby. Hvis dette lykkedes for hjemmeholdet bør der være gode muligheder for en hjemmesejr og dermed et skift med IF Lyseng i tabellen og dermed lidt flere TV-penge i klubkassen.
Dalum IF får helt sikkert intet foræret og har da også revanche tilgode, da den omvendte kamp i det jyske blev vundet med 1-0 af IF Lyseng i øvrigt ganske fortjent. Dalum IF har dog fået hævet det spillemæssige niveau i de seneste kampe, også selvom holdet tabte 0-3 mod topholdet FC Roskilde i søndags. Et klart nederlag kan aldrig være tilfredsstillende, men der var faktisk også faser i kampen mod stærke FC Roskilde, hvor Dalum spillerne fik sat spillet ganske glimrende sammen og som der kan bygges videre på i kampen mod IF Lyseng.
Dalum IF har vor anfører Rasmus Schmidt tilbage fra en enkelt karantænedag og styrker dermed kamptruppen til kampen mod IF Lyseng. Samtidig er holdet karantænefri i denne spillerunde, så det giver vort trænerteam lidt flere muligheder at spille på.
Dalum IF vil her ved sæsonens sidste hjemmekamp gerne takke vore sponsorer, vore trofaste tilskuere ikke mindst vore supporters både de rutinerede og de mindre rutinerede, samt vigtigst af alt de frivillige hjælpere på Dalum Stadion. Tak for opbakningen i sæsonen som nu går på hæld og forhåbentlig et på gensyn når den kommende sæson begynder til august.