Menu

Sidste kamp for i år og vemodigt farvel

image Pep og Lange i et tænksomt øjeblik. Billedet er fra Middelfartkampen så senere kom smilene frem (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
11. november 2020 kl. 19:55

Fodboldåret 2020 blev noget anderledes end forventet grundet Coronaen og alle de ændringer dette har medført. Forårssæsonen blev meget afkortet og der blev kun spillet 7 kampe i alt, mens efterårssæsonen heldigvis kun blev afkortet med en enkelt kamp for Dalum IFs divisionshold, da den planlagte kamp hjemme mod Thisted er blevet flyttet til foråret, dermed bliver lørdagens kamp mod Aarhus Fremad årets sidste for Dalum IF. Bemærk i øvrigt at kampen spilles på Robotize Park (ASA kunstgræs, F. Vestergaardsgade 3, 8000 Aarhus C.) og ikke på Riisvangen som vanligt.

Fodboldåret afsluttes dog på samme vis som det blev indledt primo marts 2020 nemlig med en kamp mod Aarhus Fremad på kunstgræs. Tilbage i marts gik det ikke så godt, da Dalum IF hjemme på TOTALBANEN tabte med 2-0 mod et Fremad hold der virkelig havde momentum. Aarhus Fremad var da også snublende nær en oprykning til 1. division, da de gul/sorte var meget tæt på at hente Helsingør på duksepladsen. I indeværende sæson har det været lidt mere op og ned med Fremad, men holdet er stadig utroligt homogent og velspillende. Senest er det også blevet til uafgjort i en meget flot kamp mod det absolutte tophold FC Jammerbugt, samt en sikker udesejr i Svendborg på 4-1, så formkurven peger kun en vej p.t. og det er op ad.

Kurven har dog heldigvis samme retning for Dalum IF, som har præsteret rigtigt flot i den seneste måned med 4 sejrer og en enkelt uafgjort. Pointdelingen kom i den seneste kamp på TOTALBANEN mod et meget spilstærkt B. 93 mandskab og igen, igen blev det ene point sikret i overtiden på en scoring af topscorer Frederik Humlegaard. Til tider var Dalum holdet presset mod B. 93 men der blev igen knoklet igennem i en kamp på højt 2. divisionsniveau og som i stort set alle kampe havde Dalum spillerne overskud sidst i kampen. Det blev igen kampafgørende.

Der er ingen tvivl om at Dalum spillerne igen skal spille op til topniveauet igen for at få point med hjem på lørdag, hvis det lykkedes har holdet også en meget flot udgangsposition til et meget spændende fodbold forår. Til kampen i Aarhus har den stærke midtbanespiller August Nielsen desværre karantæne, men til gengæld er Fiton Durguti tilbage fra sin karantæne. Kampen på lørdag er dog også noget vemodig, da det er såvel cheftræner Michael Pep Jørgensen som assistenttræner Morten Lange Christensen sidste på Dalum bænken i denne omgang. Dalum IF kan ikke takke begge nok for den flotte indsats i vor klub gennem en pæn årrække. Mange, mange tak for det gode arbejde og alt mulig held og lykke fremadrettet med et håb at I begge fortsat vil komme på Dalum Stadion fremadrettet.

Spillerne vil garanteret gøre alt for at slutte fodboldåret godt af mod Aarhus Fremad og samtidig give Pep & Lange den bedste afskedsgave. Både spillere og trænerduo fortjener det i et noget anderledes fodboldår, der startede lidt middelmådigt men gennem hårdt arbejde og dedikation er blevet til den bedste periode som divisionshold i meget lang tid. Tak for indsatsen og indstillingen til alle og lad os gøre arbejdet færdigt….

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk