Sidste kamp i denne omgang

Dalum IFs 2. divisionshold spiller på lørdag denne sæsons sidste kamp da holdet skal en tur til det Jyske for at møde Holstebro Boldklub. Bemærk at kampen er blevet flyttet fra kl. 15.00 til afvikling kl. 13.00 i stedet.
2. division deles som bekendt i en 2. og 3. division her efter sommerferien og uanset lørdagens kamp spiller Dalum IF efter sommerferien i 3. division. Lørdagens modstander Holstebro Boldklub skal desværre en tur ned i Danmarksserien her efter sommerferien. Dette er nok lidt skuffende for Holstebro, der som nyoprykker, egentlig har gjort det rigtigt fornuftigt i mange kampe. Desværre for hjemmeholdet er stort set samtlige jævnbyrdige kampe, og dem har der været mange af, blevet tabt knebent. Dette gælder også den omvendte kamp i efteråret i Dalum, hvor Tais Holm Christensen blev matchvinder for Dalum IF med kampens eneste scoring i det 89. minut.
Selvom kampen for Dalum IF ikke har tabelmæssig betydning i forhold til op- og nedrykning, er kampen på lørdag på ingen måde ligegyldig. Her efter fire kampe i streg med knebne nederlag vil en Dalum sejr være yderst velkomment, da Dalum spillerne har lidt at bevise både i forhold til omgivelserne og ikke mindst internt i truppen. Derudover er det altid vigtigt at gå til pause med en sejr, da der er mega lang tid til at kunne hævne et eventuelt nederlag.
Derudover har Dalum IF behov for minimum et point for at holde vore lokalrivaler fra sidste weekend Næsby under os, hvilket vil være en passende revanche for 1-0 nederlaget i lørdags. Samtidig er der også lidt ekstra TV penge ved at fastholde vor placering foran Næsby, så det er da også værd at gå efter. Til kampen i Holstebro er vor anfører Rasmus Schmidt i karantæne, men til gengæld er Mathias Schilling tilbage fra samme, så det ligner en ”en til en” udskiftning som det vist hedder på moderne ”fodboldsk”.
Sluttelig vil divisionstruppen samt staben omkring divisionsholdet gerne takke vore sponsorer, supporters samt internt i klubben for den fornemme opbakning hele sæsonen igennem.