Menu

Sidste stik

Casper Hansen
06. november 2015 kl. 10:21
2. DIV: Optakt: Lørdag eftermiddag byder på en vigtig sidsterundekamp på Dalum Stadion, hvor en sejr vil lune inden forårets slutspil. I pausen trækkes der lod på kampprogrammerne om landskampbilletter til Danmark-Sverige og produkter fra vores hovedsponsor Albani.

Dalum I.F. – B93

Kanalsport Divisionen

Lørdag d. 7. november 2015

Kl. 14.00 – Dalum Stadion

 

Efterårets sidste kamp står for døren. Det er samtidig den sidste kamp i den nye turneringsstrukturs grundspil. Vi havde selvfølgelig håbet på at Dalummandskabet via yderste mandat kunne snige sig med i forårets oprykningsspil. Men det gik lidt som det var blevet spået. Dalummandskabet bliver til foråret repræsenteret i det såkaldte Slutspil B, hvor tolv hold kæmper om at undgå de tre nedrykningspladser. I den henseende er dagens kamp mod B93 ekstrem vigtig.

For med en sejr vil Dalummandskabet tage ti point med over til foråret. Men som det kan ses af den øjeblikkelige stilling med en spillerunde tilbage, så er det trods alt kun et begrænset hul, der kan skabes ned til den tredje nedrykningsplads. Følgende hold har stadig mulighed for at ændre på stillingen via indbyrdes opgør i sidste runde: BK Avarta-AB Tårnby, Holbæk B&I-B1908, Kolding I.F.-Skovbakken IK og Dalum I.F.-B93. 

 

Klub

 Point       

Målscore

AB Tårnby

10

8-6

Jammerbugt FC      

10

12-13

FC Svendborg

8

11-9

BK Avarta

8

8-6

Odder IGF

8

9-9

Næsby BK

8

7-8

Kolding I.F.

7

9-7

B93

7

6-4

Dalum I.F.

7

6-9

Skovbakken IK

6

10-11

Holbæk B&I

5

5-8

B1908

4

9-10

 

Desuden kan Jammerbugt FC, Odder IGF, BK Avarta og Holbæk B&I stadig nå at snige sig med i Slutspil A, og dermed skubbe andre hold ned i Slutspil B. Sker dette så vil det selvfølgelig påvirke stillingen. Det er her at den benhårde kalkule kommer ind i billedet: Det kan ikke betale sig at vinde. Det kan kun betale sig at vinde de rigtige kampe!

Her er Middelfart G&BK et eksempel som sendt fra himlen på den nye strukturs foreløbige fejl og mangler. For med en eventuel sejr over netop Jammerbugt FC, så vil Middelfart G&BK slutte med imponerende 28 point. Men hvad har klubben fra Lillebælt så fået ud af et forrygende flot efterår? Tjaaa, sølle seks point til forårets Slutspil A. Man har slet og ret vundet alt for mange "forkerte" kampe.

Med den nye struktur har DBU selvfølgelig haft til hensigt at skærpe udsagnet om, at fodbold handler om at vinde. Men i Kanalsport Divisionen er det desværre lidt blevet en sandhed med modifikationer. Spørgsmålet er om man i fremtiden skulle arbejde med en struktur hvori der blev implementeret en form for vejet pointgennemsnit. F.eks. at point optjent i kampene mod de hold, der kommer i det modsatte slutspil, bliver ganget med en vis faktor. Alternativt kunne man lave tre-fire divisioner med hver tyve hold som i hhv. England og Tyskland? Sidstnævnte er formentlig både den mest populære og overskuelige model.

Men sådan er der så meget. I første omgang handler det ene og alene om for Dalummandskabet, at sikre tre point på Dalum Stadion lørdag eftermiddag. Udgangspunktet er selvfølgelig nøjagtig det samme for B93. Da løbet er ualmindelig tæt jvf. den øjeblikkelige stilling i Slutspil B, så er uafgjort dog en mulighed begge hold kan leve med. Omvendt så hungrer det lokale publikum på Dalumvej efter en sejr, der vil bidrage til billedet af et pænt og tilfredsstillende første halvår som oprykker i Kanalsport Divisionen. Det er nu at cheftræner Kristoffer Johannsen som en rød hjerterkonge skal smide sit es, og tage det sidste stik hjem.   

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk