Sidste udekamp

Dalum IF's divisionsmandskab spiller mandag 2. Pinsedag forårets sidste udekamp i 2. Divisions Oprykningsspil, da holdet kl. 15.00 møder Kjellerup IF på udebane.
Kjellerup har gjort det fremragende her i foråret, hvilket betyder at Kjellerup, der ligger lidt udenfor Silkeborg, er placeret i rækkens bedste halvdel. Senest blev vore bysbørn fra Marienlyst således besejret med 4-2, hvilket var fuldt fortjent. Der venter derfor Dalum en svær men trods alt ikke helt uløselig opgave. Der er ingen tvivl at Dalum skal udvise større kynisme end i de sidste par kampe, hvor det spillemæssigt niveau har været pænt, men der har manglet den sidste afklarethed og kløgt i begge felter.
Lad os derfor håbe at Dalum mandskabet fortsætter de spillemæssige takter, men samtidig også får sat sig igennem i begge felter, for det er jo trods alt der de fleste kampe afgøres. Dalum IF har ingen karantæner til kampen mod Kjellerup, så truppen bliver formodentlig den samme som i torsdagens kamp mod Avarta, måske tilsat Rune Corfitzen, der formentlig når at blive kampklar.
Udover live på stadion i Kjellerup kan du som vanligt følge Dalum IF direkte på https://mycujoo.tv/ch/332?id=6327