Søndagsudflugt til øen

Dalum Ifs Albaniseriehold skal på søndag på den klart mest eksotiske udebane i Fyns bedste fodboldrække Albaniserien. Destinationen for det unge Dalum mandskab er nemlig Kortermann-IT Stadion i Marstal, hvor det lokale hjemmehold fra Marstal/Rise kl. 14.30 er klar til at give Dalum holdet en varm velkomst.
I Marstal er det ikke kun på banen der bliver gået til stålet, men opbakningen fra lægterne til de lokale svende i Marstal er altid noget udover det sædvanlige. For de fleste af Dalum drengene er det nok første gang at turen går til Ærø i hvert fald for at spille fodbold, så der venter holdet en intens og god oplevelse. Det vil helt sikkert være med til at sætte holdet op til at præstere optimalt.
Det er også det der skal til for at kunne matche hjemmeholdets rutine på banen, samt den snu cheftræner for Marstal/Rise Per Juel. Marstal holdet er yderst rutineret og har spillet et hav af Albaniseriekampe gennem efterhånden en del sæsoner. Mest kendt for Marstal og fodbold er nok familien Grydehøj, som har hele tre spillere i den normale startformation, da både Mathias, Emil og Nicolaj plejer at være blandt Per Juels foretrukne.
Samtidig er Marstal holdet yderst form stærkt med fire gevinster i træk. Fjordager; KRFK, Tved og B. 1909 er blevet slået i nævnte rækkefølge med en målscorer på samlet 11-2 – meget imponerende. Heldigvis er Dalum IF holdet også godt kørende med 16 points i de seneste syv kampe, så efter en lidt famlende start i august med nye spilsystemer m.v. har Dalum spillerne virkeligt fundet melodien.
Forhåbentligt spiller det også for Dalum drengene på Ærø på søndag, da der spilles om 3 yderst vigtige points. Skal Dalum holde trit med eller måske endda mindske afstanden op til Morud/Veflinge og ØB skal der en sejr til. Omvendt hvis holdet taber til Marstal/Rise, så bliver gabet større op til duoen i front samtidig med vil hjemmeholdet smutte foran Dalum IF i tabellen.
Der er ingen tvivl om at Dalum spillerne skal op på den store klinge for at kunne spille op mod Marstal/Rise. Det gælder om at bevare roen mod det rutinerede hjemmehold, samt at holde fast i den defensive disciplin, som kun har tilladt en scoring i mod i de seneste tre kampe. Hvis det lykkedes, skal Dalum spillerne nok komme frem til det antal chancer der skal til for at kunne afgøre kampen til vores fordel.
Dalum IF er heldigvis rimeligt forskånet for skader, dog måtte målscorer fra BBB-kampen Frederik Paulsen udgå med en lårskade, men forhåbentlig bliver han klar til søndag. Helt sikkert er det at Laust Klindt Sørensen er tilbage, samtidig med at Andreas Schmidt der fik fuld spilletid i søndagens 2-1 sejr over Marienlyst for hold 2 er klar til Marstal kampen på søndag. Omvendt er den lille teknikker Lucas Hansen desværre forhindret af personlige årsager og kan derfor ikke deltage i kampen mod Marstal.
Det bliver garanteret en tæt gyser på Ærø søndag eftermiddag, hvor de små ting sikkert vil afgøre hvem der kan gå på vinter turneringspause med en sejr – kom så drenge vi står bag jer….