Spændende forsvarsspiller til Dalum IF

Dalum IF har den store fornøjelse at kunne meddelelse at det 20 årige forsvarstalent Lukas Talbro har valgt at spille for Dalum IF i den kommende sæson.
20 årige Lukas Talbro har allerede prøvet ganske meget i sin unge karriere, som for alvor tog fart på OBs U19 ligahold. Dette førte til en kontrakt med Championshipklubben Brentford, der som bekendt har dansk manager i skikkelse af Thomas Frank. Lukas nåede dog aldrig at få debut på klubbens bedste seniorhold, men spillede fast for reserveholdet i Brentford. Efterfølgende har Lukas Talbro i det seneste år været tilknyttet Superligaklubben FC Nordsjælland.
Lukas Talbro er en hårdtarbejdende og pålidelig spiller som igennem de sidste år har udviklet sig flot blandt spillere på et meget højt niveau. Dette har også ført til at han har repræsenteret Danmark på såvel U16-, U18- samt ikke mindst på U19 landsholdet, så det bliver yderst spændende at følge Lukas i den kommende sæson for Dalum IF.
Lukas Talbro har følgende kommentar i forbindelse med indgåelsen af aftalen med Dalum IF:
”Jeg er nået til et punkt i min karriere, hvor det er vigtigt for mig at spille noget senior bold, og det ser jeg en god mulighed for i Dalum IF. Jeg kender allerede mange af spillerne i klubben, så det har egentlig været et nemt valg for mig”.
Lukas fortsætter om sine forventninger fremadrettet i Dalum IF:
”Jeg håber vi kan få strikket en god sæson sammen. Det bliver uden tvivl en hård sæson, hvor vi virkelig skal fighte for at få points. Men det tror jeg godt vi kan, og så må vi se hvordan tabellen ser ud efter 22 kampe. Og så vil jeg gerne bidrage med det som jeg nu kan. Være med til at stabilisere et godt forsvar og være så meget med i det offensive som muligt”.
Dalum IFs cheftræner Michael Pep Jørgensen har følgende kommentarer med tilknytningen af Lukas Talbro til Dalum IF:
”I Lukas Talbro har vi fået en dygtig defensiv spiller ind som allerede har prøvet en del rent fodboldmæssigt. Et ophold i Brentford og dermed den ” hårde” skole kommer man ikke uden at have kvalitet. Efterfølgende et år i FCN tyder også på at andre har kunne se kvaliteterne i Lukas. Talbro er en stærk 1-1 spiller, har hurtige fødder og ikke mindst er han en intelligent spiller.
Lukas Talbro er fra dag et gået til tingene i Dalum uden de store armbevægelser, og har været med til at højne vort træningsniveau ved at gå forrest og vist en ”professional” tilgang. Ganske enkelt ikke så meget pis, men det er akkurat hvad der skal til for at kunne begå sig i divisionerne”.
Lukas Talbro og det øvrige Dalum IF mandskab kan opleves første gang i 2. divisionskampen på lørdag kl. 14.00 i Lars R. Jacobsen Park i Dalum i kampen mod Brabrand.