Stærk indsats af Dalum IF

Træningskamp
Dalum IF – Marienlyst 3-1 (0-1)
Tilskuere: Pænt mange
0-1 (35. min.) Marienlyst (straffe)
1-1 (53. min.) Kent Jørgensen
2-1 (67. min.) Martin Høgstad
3-1 (82. min.) Tobias Gerløv
Dalum IF’s 2. divisionshold besejrede tirsdag aften fortjent lokalrivalerne fra Marienlyst med 3-1 i sæsonens 2. træningskamp på trods af at Marienlyst gik til pause med en 1-0 føring.
I forhold til sidste uges træningskamp mod Tarup Pårup så de pænt mange tilskuere på Højen i Dalum et meget spilstærkt Dalum mandskab, der straks fra start flere gange bragte Marienlyst forsvaret i kraftig ubalance. Eneste manko var at Dalum spillerne ikke formåede at score til trods for, at holdet tilspillede sig pænt mange chancer. Marienlyst havde også sine chancer så midtvejs i første halvleg kunne der mageligt være faldet en 5-6 scoringer.
I den sidste del af første halvleg gik lidt af gassen af ballonen, men begge mandskab spillede fortsat ganske nydeligt. Når man ikke udnytter sine mange chancer sker der ofte det uundgåelige at modstanderne scorer. Det var så akkurat hvad der skete, da Marienlyst bragte sig foran 1-0 10 minutter før pausen på straffespark.
Spillemæssigt kunne Dalum mandskabet være meget tilfreds med første halvleg. I anden halvleg faldt tempoet en smule, men til gengæld steg effektiviteten for Dalum spillerne. Allerede efter 8 minutters spil betjente nytilgangen fra OB’s U19 Liga mandskab Jeppe Brendholdt Pedersen på bedste vis Kent Jørgensen, der blot behøvede at puffe bolden i mål med indersiden. Dalum fortsatte i kontrol og midtvejs i anden omgang kom den fortjente 2-1 scoring til hjemmeholdet, da Jack Nielsen skarpt slog en aflevering op gennem Marienlyst’s kæder til Martin Høgstad der sikkert scorede bag Marienlyst keeperen. Syv minutter før tid fandt kampen så sin endelige afgørelse, da Tobias Gerløv, der er nyoprykket fra Dalums 2. hold, fulgte op på en returbold efter et brændt Dalum straffespark og sikkert scorede til kampens slutresultat 3-1 til Dalum IF.
Sammenfattende var kampen meget opløftende for Dalum og alle præsterede flot, ikke mindst set i lyset af de sidste små 3 ugers hårde træning. Alle skal i princippet roses, men specielt den håndfuld unge spillere som Dalum har fået op til sæsonstarten satte virkeligt fut i spillet, hvilket tegner godt frem mod sæsonpremieren fredag i den kommende uge mod Kolding IF hjemme i Lars R. Jacobsen Park.
Først skal sommerens sidste testkamp dog spilles og det sker på lørdag den 29. juli kl. 11.00 mod Næsby’s 2. divisionsmandskab på Næsby Stadion.