Menu

Svær kamp i badebyen

image Dalum IF og Kerteminde spillede uafgjort 2-2 mod Kerteminde i en træningskamp for en måneds tid siden. Her er det Bertram Schlosser der er i nærkamp med en Kerteminde spiller (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
21. august 2025 kl. 23:09

Dalum Ifs GF Fynseriehold skal fredag aften en tur til Kerteminde og SuperBrugsen Kerteminde Stadion i en meget spændende og interessant kamp med kampstart kl. 18.45.

Det bliver ingen ”badeferie” i badebyen for Dalum Ifs unge mandskab, men derimod sæsonens største udfordring indtil videre. Hjemmeholdet KB – Kerteminde Boldklub – har akkurat som Dalum IF vundet de to første kampe i denne stærke GF Fyn Serie. Det er nok lige offensivt nok, at kalde kampen et tidligt topopgør, men kedeligt plejer det ikke at være til bold i Kerteminde. Det bliver det garanteret heller ikke fredag aften.

Begge indbyrdes kampe i sidste sæson var da også ganske jævnbyrdige. Efterårets opgør i Dalum vandt hjemmeholdet med 2-0, mens kampen den 30. maj i år i Kerteminde endte uafgjort 3-3 efter at Dalum IF havde ført både 2-0 og 3-1. Hjemmeholdet under ledelse af den tidligere Dalum IF spillende assistenttræner Christian Overby, syntes endda endnu stærkere i indeværende sæson end før sommerferien.

Kerteminde har vundet begge indledende kampe med 3-1 – det har endda været to udekampe, først gik det udover Marstal/Rise og i sidste weekend over OKS. Kerteminde råder da også over en fin trup, som garanteret vil spille med om topplaceringerne i denne sæsons GF Fynserie.

Dalum IF vil da også gerne lege med i top 4, men vi må også acceptere at vi råder over en meget ung trup, som sikkert også vil komme i modvind før eller siden. Det kan sagtens blive fredag i Kerteminde, men kan Dalum spillerne holde fast i det spillemæssige koncept fra de to første kampe er muligheden for points ganske givet også tilstede.

Fremfor alt skal Dalum IF igen yde 100 procent fysisk ellers er risikoen for at blive kørt over ret stor. Det er nok en forudsætning for point i Kerteminde og kan Dalum spillerne igen, hvilket er flot for så ungt et hold, spille så taktisk klogt, som holdet gjorde specielt mod Marstal, også i en fase hvor holdet var bagud, kan den 3. sejr i rap måske endda være inden for rækkevidde. Det bliver ikke let men vær sikker på at alle vil give det et skud.

Dalum Ifs cheftræner Nicolai Christensen vil naturligvis altid vinde så mange kampe som overhovedet muligt, men som gammel Kerteminde-dreng er kampen specielt i Kerteminde nok ekstra vigtig. Det er derfor dejligt at Dalum IF stort set har alle spillere fra Marstal/Rise kampen klar igen, så det er måske devisen ”Never change a winning team” også selvom mange andre spillere i Dalum-truppen byder sig godt til. Eneste ændring i truppen er at Bilal Nassar erstatter Simon Stendahl Johansen, som i de kommende måneder er på studietur i Budapest

Det kan derfor anbefales at køre et smut til Kerteminde fredag aften og vil man have lidt ekstra bonus, kan man jo lige tage et smut forbi det berømte Vaffelhus i Kerteminde og købe en gammeldaws isvaffel – god kamp og velbekomme.

Dalum IF stiller med følgende trup i Kerteminde:
Gustav Mikkelsen, Gustav Findsen, Julius Erfurth, Viktor  Nielsen, Nicolai Roe-Holst, Magnus Bulken, Tobias Lindhardt, Bertram Schlosser, Mads Emil Rohr, Lucas Hansen, Mikkel ”Rumle” Hedelund, Lucas Logan, Albert Frederik Barslund & Bilal Nassar.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk