Menu

Svær udebane for Dalum IF

image Mads Raben i en nærkamp i Holbæk kampen (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordonator
17. september 2020 kl. 08:54

Dalum IFs 2. divisionshold skal på langfart lørdag og målet er en af de sværeste udebaner i 2. division, da modstanderen er Jammerbugt FC på Sparekassen Vendsyssel Arena i Pandrup.

Jammerbugt FC har da også fået en fremragende indledning på sæsonen med 3 sejre i træk, senest en imponerende udesejr på 2-1 over B. 93 i et tidligt topopgør i rækken. Jammerbugt FC var bagud med 1-0 ved pausen, men i anden halvleg vendte nordjyderne opgøret til sin fordel med to mål begge sat ind af Bardhec Bytyqi. I det hele taget har 2020 været et super år for Jammerbugten FC som i indeværende kalenderår har vundet 8 kampe og spillet to uafgjorte, så det er vist på tide at Bo Zincks mandskab snart taber en kamp.

Det må meget gerne være Dalum IF som ødelægger denne meget flotte statistik, men om den bedrift kan føres ud i livet må kampen lørdag eftermiddag vise. I det sidste opgør mellem de to klubber, som blev spillet for et år siden, er der ikke meget selvtillid at hente for Dalum, da Jammerbugt FC sejrede både klart og fortjent med 3-0. Heldigvis har Dalum IF også fået en fornuftig start på indeværende sæson og er ubesejret efter 3 kampe og 5 points. I den seneste kamp viste holdet flot moral og kom fortjent tilbage fra 0-2 til 2-2 mod Holbæk, hvor holdet viste stort overskud i kampens sidste kvarter og pressede Holbæk helt i bund. Desværre blev et par pæne tilbud misset og så måtte Dalum spillerne være tilfredse med det ene point, som blev sikret på en udligning af Frederik Humlegaard i kampens døende minutter. Lidt kuriøst er det at Humlegaard faktisk har scoret samtlige Dalum IFs fire mål i indeværende sæson.

Skal det lykkedes for Dalum at få point(s) med hjem fra Pandrup på lørdag kræver det en helstøbt holdindsats, hvor vi skal stå godt sammen i kæderne for at modstå et fysiske pres som hjemmeholdet formentlig vil komme med, ligesom alle mand må være forberedt på stenhårdt arbejde. Samtidig vil det naturligvis også pynte hvis andre end Frederik Humlegaard vil byde ind med scoringer for Dalum, men det er naturligvis kun et spørgsmål om tid inden andre får hul på målscoringen.

Hvis du ikke har mod på den lange køretur op gennem Jylland skal du ikke fortvivle, da Ekstra Bladet naturligvis livestreamer kampen på følgende link: https://ekstrabladet.dk/eblive/anden-division/?ebicp=3885254512

Du kan tegne abonnement på Ekstra Bladet og de mange spændende kampe i 2. division for kun kr. 33,00 om måneden på:  https://ekstrabladet.dk/plus/kampagner/2division-fans/?utm_id=1835323865

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk