Menu

Svingende sæsonstart for Dalum IF

image Jonathan Kjær i en nærkamp mod Frem (Arkivfoto: Robert Hierath)
Anders Wain Prior Larsen, Journalist, Dalum IF
08. oktober 2020 kl. 20:00

Dalum IF ligger efter 6 kampe i den nye 2020/2021 sæson på en 9. plads med 6 points. Sæsonstarten har budt på både flotte, men også skuffende resultater, og med blot 1 point i de seneste 3 kampe skal holdet helst tilbage på rette kurs i weekenden imod Holstebro. 

Sæsonen startede glimrende ud for Dalummandskabet, der i sæsonåbneren tog imod FC Sydvest 05. En kamp Dalum havde fint kontrol over, og hvor offensivspilleren Frederik Humlegaard fik scoret sit første af en stribe mål.

Et pokalexit efter forlænget spilletid i Slagelse ødelagde ikke tiltroen til sæsonstarten, da Dalum leverede en flot indsats på Vestsjælland og følte sig noget bortdømt af kampens dommer. Den efterfølgende weekend leverede Dalum en stærk indsats imod VSK Aarhus, hvor defensiven viste sit værd, og Frederik Humlegaard scorede sit 2. mål i sæsonen.

4 points efter 2 kampe, og en placering i den øverste halvdel af rækken var mere end godkendt. Næste opgave var imod Holbæk B&I, hvor 2 hurtige mål til gæsterne ikke slog Dalum ud, og med enorm fight og viljestyrke kæmpede Dalum sig tilbage i opgøret, og skrabede i sidste sekund en uafgjort hjem. Begge Dalums mål blev scoret af den brandvarme Frederik Humlegaard.

En tur til det nordlige Jylland, hvor rækkens nummer 1, Jammerbugt, ventede var næste opgave. En svær kamp for Dalum, der ikke fik et ben til jorden, og blev sendt tilbage til Fyn med et 4-1 nederlag i bagagen.

Et stærkt BK Frem-mandskab besøgte Dalum weekenden efter, og mange havde nok troet at BK Frem ville tage tilbage til Sjælland med 3 points, men Dalum ville det anderledes. Et mesterværk i stærk organisation og fight sikrede Dalum en nulløsning imod favoritterne fra Frem, og nederlaget i Jammerbugt blev rystet af.

Den flotte indsats imod BK Frem blev dog ikke fulgt op, da Dalum gæstede Brabrand. Efter 3-4 store misbrugte chancer til Dalum scorede Brabrand 10 minutter før tid, og sikrede sig dermed sejren. En kamp Dalum ikke kan være tilfreds med, da chancerne i den grad var der, men skarpheden manglede.

De svingende resultater overskygger dog ikke det hele. De 2 nye signings, Nicolai Skøtt og Fiton Durguti er begge gået direkte ind i start-11’eren, og især førstnævnte har imponeret, og har gjort højreback positionen til sit fort.

Dalum-mandskabet står overfor en enorm vigtig kamp, imod Holstebro på lørdag. En kamp, der helst skal give point på kontoen, hvis man vil undgå at ligge i den tunge ende af rækken. Der er kampstart på Dalum Stadion 14:00

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk