Til Varde lørdag

Dalum Ifs Danmarksseriehold spiller på lørdag kl. 15.30 mod Varde IF. Kampen afvikles på Vestjysk Bank Stadion i Varde.
Der er stadig rigtig stor spænding i vores Kvalifikations pulje 2, hvor Dalum IF er placeret på 6. pladsen i rækken, som sandsynligvis giver nedrykning fra Danmarksserien. Der er skrevet nok om proportionerne omkring nedrykning fra Danmarksserien, så ikke mere om det her. Ligegyldigt hvad gælder det om at vinde så mange kampe som overhovedet muligt
Varde IF spillede i sidste sæson ligeledes i Kvalifikationsspillet, men var ikke på noget tidspunkt i alvorlig nedrykningsfare. I år må Varde nok se i øjnene at det hedder Jyllandsserien i næste sæson, dog er matematikken ikke helt på plads endnu. Det vil den til gengæld være, hvis ikke Varde vinder lørdagens kamp over Dalum, men ligegyldigt hvad må Varde nok indstille sig på at være ude af Danmarksserien i hvert fald i den kommende sæson.
Varde Ifs Danmarksseriehold har ellers, specielt her i foråret, spillet mange rigtig fine kampe ifølge vor hjemmelsmand, men de mange nederlag i hele Danmarksseriesæsonen har sat sig lidt i truppen. Dette betyder at Varde har været med i stort set alle kampe, men alle jævnbyrdige kampe er typisk blevet tabt knebent. Her i foråret har Varde hjemme dog kun tabt til topholdet i Oprykningsspillet Odder med 2-0, mens de to øvrige kampe har giver fire points for en sejr over VRI og senest uafgjort 2-2 mod B. 1913.
Der er derfor ingen tvivl om at Dalum IF skal spille op til sit bedste for at få mulighed for at få tre points med hjem. Akkurat som Varde er Dalum IF tilsyneladende også bedst på hjemmebane, det der i hvert fald et faktum, at Dalum i indeværende sæson har haft det svært på de jyske udebaner. I fire udekampe i det jyske er det blot blevet til et point, i øvrigt for en 0-0 kamp i Aarhus Fremad.
Lørdag i Varde må derfor meget gerne være dagen, hvor Dalum IF hiver de meget vigtige tre points med hjem over Lillebæltsbroen for første gang i sæsonen. Heldigvis for Dalum IF er Simon Stendahl Johansen tilbage på holdet efter sin ene karantænedag, hvilket giver Dani Nørgaard og kompagni et ekstra godt kort på hånden.
For Dalum IF gælder det vel egentlig bare at holde fast i den flotte indsats i sidste weekends 0-0 hjemmekamp mod et spilstærkt Ringkøbinghold. I alle facetter af spillet og indsatsen i det hele taget blev yderst tilfredsstillende gennemført af Dalum holdet, dog lige bortset fra at det ikke lykkedes at score.
Denne signatur tror fuldt og fast på de tre points i Varde, så fortsæt i samme dur, så skal det nok lykkedes også selvom kampen spilles i Jylland. God kamp drenge…