To røde mandskaber i velspillet træningskamp
Dalum I.F. (2. Div.) – B1909 (DS) 2-1
Træningskamp
1-0: Martin Mortensen (5. min.)
2-0: Anis Cengic (32. min.)
2-1: Rasmus Andersen (55. min.)
Lad det være sagt med det samme! Sommerens to første træningskampe har været som nat og dag… Hvor søndagens kamp mod TPI mest mindede om en skrantende og sløj patient, der var kommet i klemme i sundhedssystemet, så udstrålede gårsdagens kamp mod B1909 sundhed, styrke, virilitet og virkelyst. Der var både vilje og en verden til forskel.
Dalummandskabet satte sig tungt på tingene i en flot og velspillet 1. halvleg, hvor gæsterne ofte halsede et skridt eller to bagefter. Kommunikationen var klar og der var styr på aftalerne. Gårsdagens kamp viste at Cheftræner Kristoffer Johannsens tropper er nået ganske langt i forberedelserne på små ti dage.
Ikke med i opgøret pga. ferie og småskader var Thomas Johansen, Lukas Harder, Daniel Jensen, Jakob Jack Mønster, Anders Bækgaard, Mikkel Kjær Andersen, Gudmund Nielsen og Rune Corfitzen.
Efter små fem minutter klaskede ny-tilgangen Martin Mortensen bolden i mål, på et bragende flot hovedstød ved bagerste stolpe. En lille halv time senere fordoblede Anis Cengic føringen efter et flot og direkte angreb. I det hele taget så skabte Dalummandskabet en række flotte angreb gennem en medrivende 1. halvleg.
Gæsterne fra B1909 kom langt bedre med i 2. halvleg hvor de viste det spil, der gennem flere sæsoner har været deres varemærke. Teknisk velfunderet og besnærende fodbold, der førte til flere gode chancer. Ti minutter inde i 2. halvleg kunne Rasmus Andersen derfor reducere på Dalummålmand René Christensen, der havde byttet plads med Nicklas "Oliesheiken" Berg i buret.
Næste træningskamp er på lørdag d. 1. august kl. 11.00 på Bane 6 bag rideskolen mod FC Svendborgs 2. Divisionsmandskab.
Foto Robert Hierath: Anis Cengic gør det til 2-0.
Foto Robert Hierath: Anfører Frank Nielsen fanget midt i den danske sommer.
Foto Robert Hierath: Som altid når Dalum I.F. og B1909 mødes er kampene fulde af nerve, intensitet og drabelige dueller. Onsdag aften var ingen undtagelse.
Foto Robert Hierath: Bane 6 var atter engang velbesøgt.