Menu

Tørre tæsk i Middelfart

image Frederik Humlegaard og August L. Nielsen tager bolden fra Martin Conley (Foto: Robert Hierath)
Jan Larsen, Sportskoordinator
10. marts 2018 kl. 17:46

Dalum IF’s 2. divisionshold mødte virkelig overmagten i denne forårets sidste testkamp, da holdet tabte med hele 7-1 til et meget stærkt Middelfart mandskab.

Dalum IF indledte denne træningskamp på kunstgræsbanen i Middelfart stærkt, da holdet sad på spillet i det første kvarter, dog uden at skabe den klare målchance. Samtidig holdt Dalum defensiven hjemmeholdet fra chancer i denne periode, men første gang Middelfart blev farlige efter et kvarters, så lå bolden bag keeper Rasmus Lund i Dalum målet. Dalum tabte bolden dybt på Middelfarts banehalvdel og Middelfart kørte en lynhurtig kontra helt efter fodboldens ABC og kom dermed i front med 1-0.

Indtil kampens 40. minut kombinerede Dalum spillerne fortsat fornuftigt og var jævnbyrdige med Middelfart, men igen viste hjemmeholdet klassen i første halvlegs sidste 5 minutter. Først spillede Middelfart en dyb aflevering som overrumplede Dalum forsvaret og efterfølgende blev bolden stensikkert sparket i mål. Derefter et par minutter inden pausen kom Middelfart også på 3-0, da en af hjemmeholdets spillere oversprang Dalum forsvaret efter et hjørnespark og scorede på et flot hovedstød.
Facit efter en spillemæssig jævnbyrdig 1. halvleg var at hjemmeholdet førte 3-0 på 3 chancer, men det viser vel bare Middelfart holdet besidder stor kvalitet.

2. halvleg blev en svær størrelse fra Dalum mandskabet, som så ud til at miste noget selvtillid efterhånden som Middelfart kom yderligere foran og for mange af Dalum spillerne stemplede ud og ikke tog det nødvendige ansvar. Det lykkedes dog også Dalum at komme på måltavlen, da Lukas Harder efter godt og vel en times spil, at få reduceret til 1-5, da han udnyttede et par kontraer i Middelfart forsvaret og akkurat fik bolden bugseret over mållinien. Da kampens dommer efter 90 minutters spil fløjtede kampen af havde hjemmeholdet scoret et par gange yderligere og kampen sluttede dermed hele 7-1 til Middelfart.

Et nederlag i denne størrelse kan naturligvis godt give lidt panderynker, men Dalum mandskabet kan trods alt godt tillade sig at ranke ryggen ved at tænke, at holdet i sidste weekends træningskamp besejrede stor satsende Marienlyst med 3-2 efter en flot præstation. Det er ganske naturligt at et ungt hold som Dalum vil svinge lidt i præstationerne, men efterhånden som der kommer lidt mere rutine og de Morten Olsenske ”automatismer” ind på holdet, så vil bundniveauet med garanti hurtigt blive hævet og så vil de nødvendige points også tilflyde kontoen i forårets Kvalifikationsspil

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk