Menu

Tophold på besøg fredag aften

image Hovedpersonen Lucas Hansen er ikke med på billedet og sin 1-0 scoring mod OKS. Bedre kan det vist ikke gøres både i forhold til målet og billedet (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
28. august 2025 kl. 21:40

Dalum Ifs GF Fyn Seriehold skal allerede i ilden fredag aften kl. 18.45 mod topholdet Middelfart BK, som gæster Rema 1000 Park Dalum i et meget interessant opgør om 3 points.

Gæsterne fra det vestfynske har fået en super flot start på sæsonen med tre sejre og en uafgjort. Senest vandt Middelfart i onsdags hjemme med 3-2 over Kerteminde, endda efter at have været bagud med både 1-0 og 2-1. Dermed kom Middelfart op på rækkens førsteplads foran netop Kerteminde, så det bliver spændende og se om de unge Dalum spillere kan matche det stærke Middelfart mandskab.

Der er ingen tvivl om at det bliver den sværeste kamp i sæsonen indtil nu for Dalum IF, men Dalum spillerne glæder sig til udfordring og er klar på at yde sit ypperste. Udover det det hele drejer sig om, i de 90 minutter, at få tre points, vil der for Dalum spillerne være god læring i, at møde et godt skolet og dygtigt hold som Middelfart. Dalum kan derfor forvente at skulle spille op til sit allerbedste for at få noget udkomme af kampen fredag aften.

Det vil Dalum spillerne naturligvis også stræbe efter at gøre og sæsonindledningen med 9 points i fire kampe giver da også en sund optimisme. Ikke kun pointhøsten, men også måden pointene er skabt på, kan vi godt tillade os at være tilfredse med, specielt set i lyset af at der har været udskiftninger i truppen henover sommeren. Senest i tirsdags mod OKS, hvor det spillemæssige var til mere end den 2-0 sejr det sluttelig blev. På sin vis kan det måske vise sig, at OKS-kampen var sværere at håndtere for Dalum truppen, da mange nok forventede en sejr over OKS, mens holdet mod Middelfart ikke har favoritværdigheden at skulle leve op til. Her kan Dalum kun overraske og det vil alle gøre alt for det sker.

I forhold til kampen mod OKS var der frem mod Middelfart-kampen tvivl om Bertram Schlosser, der måtte udgå med et trælår mod OKS. Schlosser er desværre ikke klar og erstattes af Andreas Schmidt, men heldigvis kunne midterforsvareren Viktor Nielsen efter træningen torsdag aften melde sig helt klar efter lyske problemer i OKS-kampen. Heldigvis besidder Dalum over en bred trup med kvalitet, så der står andre spillere i kulissen som er klar til at tage over om nødvendigt.

Dalum Ifs serie 1 hold spiller ligeledes hjemme i denne spillerunde, da FC Broby gæster Rema 1000 Park Dalum søndag formiddag kl. 11.00. Det bliver spændende at se om holdet kan levet op til den flotte 3-0 sejr over SFF 2015, hvor Dalum tirsdag aften efter en flot spillemæssig indsats vandt helt fortjent. Optimismen bobler naturligvis samtidig med at holdet godt ved at kampen mod midtfynboerne ikke bliver nem, da Broby spillerne efter to nederlag i de første runder vil gøre alt for at komme på pointstavlen.

Dalum IF stiller med følgende trup i GF Fyn Seriekampen mod Middelfart:
Gustav Mikkelsen, Gustav Findsen, Julius Erfurth, Viktor Nielsen, Nicolai Roe-Holst, Magnus Bulken, Tobias Lindhardt, Andreas Schmidt, Mads Emil Rohr, Lucas Hansen, Mikkel ”Rumle” Hedelund, Lucas Logan, Albert Frederik Barslund & Bilal Nassar.




Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk