Menu

Tre forløsende points

image Dalum IFs Frederik Kjær Hansen kommer perfekt op til bolden på et hjørnespark fra Marc Gangia. Sekunder senere ligger bolden i nettet og dermed udligning til 1-1 (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
30. september 2023 kl. 20:03

Danmarksserien Grundspillet, pulje 3

Tre forløsende points

Fjordager – Dalum IF 1-2
(1-1)

1-0 (15. min.) Shamen El-Haj
1-1 (43. min.) Frederik Kjær Hansen
1-2 (56. min.) Marc Gangia (str.)

Dalum Ifs Danmarksseriehold fik tre forløsende points ud af kampen på udebane mod Fjordager med en fortjent sejr på 2-1. Dalum burde have sejret med mere sikre cifre, men alt i alt blev sejren dog kørt relativt sikkert i havn.

Lørdagens kamp i Fjordager blev en ret grim kamp, men Dalum spillerne fik hvad de kom efter nemlig de tre points. Sådan kan fodbold være en mærkelig størrelse – i sidste weekend tabt Dalum med 2-1 til Hedensted efter en flot spillet kamp. Denne lørdag ramte Dalum holdet ikke helt samme niveau, men til gengæld fik spillerne de tre vigtige points med hjem. Skal man vælge en køn kamp og nul point op mod det modsatte ved jeg godt hvad jeg vil vælge. Dette samme lykkedes for Dalum drengene i dag nemlig at hente de tre points.

Trænerteamets oplæg var blandt andet at få flyttet bolden hurtigt og således at få Fjordagers lidt større og mere fysisk stærke spillere ud at løbe så meget som muligt. Det lykkedes ikke helt til UG med kryds og slange, da kampen langt henad vejen blev afviklet på hjemmeholdets præmisser, men alligevel sejrede Dalum yderst fortjent og sejren burde nok at have været et par mål større.

Dalum spillerne startede kampen yderst flot og fik akkurat som nævnt i oplægget sat godt med tempo på spillet. Specielt højre siden kom godt udover kanterne og allerede efter 3 minutters spil var muligheden for en tidlig Dalum føring. Desværre lykkedes det ikke Mathias Munch Larsen at score på en pænt stor chance og give Dalum en drømmestart. Mathias skulle dog tage revanche senere i kampen,

Efter akkurat et kvarters spil skete så det der ikke måtte ske. Første gang Fjordager nærmere sig Dalum målet skete om end ikke katastrofen, men Dalum kom i hvert fald bagud da hjemmeholdets Shamen El-Haj flot headede et indlæg fra sin højre side ind bag en sagesløs Rasmus S. Villadsen i Dalum buret.

Dermed var Dalum i den værst tænkelige situation, bagud mod et hold som gerne ville stå meget lavt på banen og leve på lange bolde og så en vunden nærkamp. Dalum spillerne holdt desværre ikke den høje kardance fra kampens indledning og det var generelt svært at komme til de åbne chancer.

Dalum spillerne skal have ros for at køre godt på om end det hele ikke var lige kønt. I et par situationer var mulighederne for en udligning, men enten fik hjemmeholdets forsvar blokeret eller målmanden redede. I det 43. minut var det tæt på men Frederik Brotmans forsøg blev blokeret til hjørnespark og det skulle vise sig at blive vigtigt. Marc Gangia sparkede nemlig bolden perfekt mod det forreste område, hvor Frederik Kjær Hansen havde timet sit hovedstød flot og bolden strøg i nettet og dermed 1-1 kort inden pausen.

Dalum kom fornuftigt ud til anden halvleg og denne gang var det på venstre kanten der i et par omgange var lige ved og næsten. Det lykkedes på et hurtigt Dalum angreb 10 minutter inde i anden omgang, hvor Mathias Munch Larsen igen var på pletten og i fri position blev hægtet af en Fjordager spiller og dermed straffespark til Dalum. Anfører Marc Gangia tog som anfører ansvaret og scorede sikkert fra de elleve meter.

Håbet var at Dalum hurtigt derefter kunne lukke kampen med en eller to scoringer yderligere. Det lykkedes så ikke helt og den sidste halve time blev lidt nervøs, men Dalum defensiven stod perfekt. Specielt fik midterforsvareren Asbjørn Sylvester B. Larsen vundet en masse hovedstødsdueller og sammen med den øvrige Dalum defensiv fik lukket helt ned for hjemmeholdet. Fjordager havde reelt kun målet som eneste forsøg indenfor Dalum målrammen i hele kampen.

Dalum IF-spillerne var farligere i den modsatte ende af banen, hvor Marc Gangia ramte ydersiden af stolpen, ligesom indskiftede Bilal Nasar for en gangs skyld svigtede i fri position. Det skulle dog vise sig ikke at blive kamp afgørende, da kampens dommer Lukas Eriksen efter 95. minutter kunne fløjte kampen af og Dalum kunne godte sig med de tre points, som alt i alt var super fortjente.

I den kommende weekend venter endnu et lokalopgør og måske den lokale kamp som Dalum allerhelst vil vinde.  Modstanderen er nemlig TPI med en god håndfuld tidligere Dalum spillere på banen og en bænk besat med mange gode tidligere Dalum ledere, så det kan ikke undgå at blive sjovt. I øvrigt vandt TPI flot lørdag 4-2 over et af topholdene Horsens FS. Det vil Dalum IF gøre alt for TPI ikke gør igen på lørdag i Rema 1000 Park Dalum. Det kan kun blive sjovt…




Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk