Menu

Uafgjort i årets bedste indsats

image Nicolai Roe-Holst er centimeter fra at få hovedet på et indlæg. I baggrunden følger Lucas Logan situationen (Foto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
12. april 2026 kl. 10:14

GF Fyns Serien

Uafgjort i årets bedste indsats

Dalum IF – Kerteminde BK 0-0
(0-0)

Dalum Ifs GF Fynsseriehold spillede lørdag middag uafgjort 0-0 mod Kerteminde BK i en ganske jævnbyrdig forestilling på kunstgræsset i Sparekassen Danmark Arena. Selvom det ikke blev til en sejr til Dalum IF er der ingen tvivl at holdet denne lørdag spillede forårets bedste kamp indtil videre.

Lørdagens modstander Kerteminde BK er placeret på en flot andenplads i dette års GF Fynsserie og det forstår man egentlig godt. Holdet står godt og stabilt i defensiven godt organiseret af den spillende træner Christian Overby, hvilket da også gav Dalum problemer i forhold til at komme frem til de åbne chancer. Omvendt spillede Dalum defensiven også på højt niveau og tillod ikke Kerteminde spillerne at komme frem til den helt åbne chance.

Dalum IF startede med vinden i ryggen og efter indledende 15 minutter, hvor der ikke var meget aktivitet i de to straffesparksfelter overtog Dalum IF spillet. Bedste mulighed kom efter nøjagtig 30 minutters spil, hvor Dalum IF fik sat et flot angreb sammen, hvor bolden endte ved anfører Simon Stendahl Johansen, som resolut sparkede til bolden der efterfølgende gik snert forbi målet. Dette var farligste forsøg i en meget jævnbyrdig og ret chancefattig første halvleg, så en ganske naturlig konsekvens af dette kunne der ikke for alvor indvendes noget i mod at stillingen ved pausen var 0-0.

Anden halvleg blev ligeledes ganske jævnbyrdig, hvor Dalum IF dog fik et mindre overtag i spillet, men mange åbne chancer blev det ikke til. Det var dog gæsterne som først viste tænder efter pausen, da Kerteminde efter små 10 minutters spil fik en pæn chance, som dog blev sparket over mål. Fem minutter senere var det til gengæld hjemmeholdet som var tæt på at tage føringen. Dalum IF fik efter et kvikt spillet og velgennemført angreb sat Umar Beriev op til en afslutning, som desværre strøg tæt forbi mål. Minuttet efter var Nicolai Roe-Holst tæt på at nå frem til en tværbold med hovedet, men desværre blev det til tæt ved og næsten og fortsat ingen mål.

Med et kvarter igen blev Dalum Ifs Lucas Logan tacklet ulovligt 3-4 meter uden for straffesparksfeltet og dermed frispark til hjemmeholdet. Logan tog selv ansvaret fra de små 20 meter, men hans frispark gik tæt over mål. Dalum IF syntes at have fysisk overskud i de sidste 5-10 minutter, men selvom hjemmeholdet var mest på bolden blev det ikke rigtigt farlig og efter 93 minutter kunne kampens uden mærkede dommer Henrik Madsen fløjte kampen af.

Lørdagens opgør endte derfor meget logisk 0-0 efter en intens kamp med mange og hårde nærkampe. Til gengæld havde begge mandskaber svært ved at spille sig til de store chancer, så dermed kan det konstateres, at det blev til en retfærdig pointdeling uden scoringer. Alt i alt var Dalum IF spillernes indsats absolut godkendt og giver trods 3 uafgjorte kampe indtil nu i år, en vis optimisme frem mod de kommende kampe i GF Fyn Serien.

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk