Menu

Uafgjort i hidsigt lokalopgør

image Dalum IF angriberen Philip Stoustrup afdribler et par Næsby spillere (Foto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
12. oktober 2019 kl. 22:20
  1. Division Grundspillet, pulje 2

Uafgjort i hidsigt lokalopgør

Dalum IF – Næsby Bk. 0-0

Anders Nielsen, Næsby gult/rødt (25. min)

Tilskuere: 355

Hverken Dalum IF eller Næsby Bk. formåede at score i lørdagens lokalopgør i Lars R. Jacobsen Park i Dalum, hvilket dermed betød en pointdeling i et intenst og hidsigt lokalopgør med hele 7 gule kort. Allerede efter 25 minutters spil blev Næsby reduceret til 10 mand, da midtbanespilleren Anders Nielsen fik sit andet gule kort for en hård tackling midt på banen.

Dalum IF formåede aldrig at slå kapital af at være i overtal i en god time, da et meget afklaret Næsby hold formåede at spille helt lige op med hjemmeholdet. Efter de 90 minutters spil kunne Dalum IF måske endda være mest tilfreds med uafgjort i en kamp, hvor specielt hjemmeholdet havde meget svært ved at komme frem til større målchancer i store dele af kampen.

Den megen regn havde gjort græstæppet i Lars R. Jacobsen Park temmelig blødt og med den kraftige regnbyge der kom i første halvleg gjorde blot banen endnu tungere. Det var dog Næsby der først fik kontrol over bane og bold, da gæsterne lagde ud i højt tempo og fik sig broderet igennem til et par ret farlige forsøg. Først var det Marcus de Claville Berthelsen der var fri med Rasmus Lund, men Næsby angriberen fik prikket bolden lidt for langt og Dalum forsvaret slap med skrækken. Ydermere havde gæsterne også et par farlige forsøg fra distancen, blandt andet et langskud fra Anders Nielsen der strøg lige uden om Dalum målet.

Efter godt et kvarters spil syntes hjemmeholdet at være kommet i gang, specielt en hurtig omstilling hvor Mads Raben blev sendt afsted var farligt, men bolden passerede lige uden om målet. Kort tid efter var det Dalum IFs Julius Fechtenburg, som fik en fri skudchance fra kanten af feltet, men den hårde afslutning forfejlede Næsby målet. Efter 25 minutters spil blev gæsterne så reduceret til 10 mand, da Anders Nielsen var for ivrig i en tackling hvor han kom lidt for sent, hvilket betød en korrekt dømt anden advarsel og dermed en tur ind i badet for Næsby spilleren. Et par minutters senere kom sindene igen i kog, da en Næsby spiller gled ind i bolden, der tydeligt blev blokeret med hånden i det ”kriminelle” felt og dermed troede flere i Dalum lejren at der var straffespark til hjemmeholdet. Dog blev situationen ”flaget ned” af linjedommeren, da en Dalum spiller tilsyneladende havde stået i en strafbar offside position.  I den resterende del af første halvleg skete der ikke alverden, så de to hold traskede sjaskvåde til pause, mens publikum kunne varme sig med en kop glohed kaffe i pausen.

Store dele af anden halvleg forløb efter samme koncept som første halvleg med to mandskaber, som tilsyneladende ville gøre alt for at forhindre scoringer. Med en mand i overtal havde mange nok forventet et mere dominerende hjemmehold, men gæsterne var godt indstillet på Dalum offensiven, som for ofte lige kiksede den afgørende aflevering til at det blev rigtigt farligt. Retfærdigvis må det siges at hjemmeholdet var klart mere på bolden end i første halvleg, men holdet havde svært ved at kombinere sig helt igennem.

I kampens sidste kvarter kom der så endelig en to tre større målchancer. Først var det hjemmeholdets Philip Stoustrup som tog et par træk ind i banen og afsluttede hårdt og fladt, men Næsbys sikre målmand Jeppe Kirk Hansen klarede sikkert. Et par minutter senere kom så Dalum IFs største chance da indskiftede Martin Høgstad sparkede et fladt indlæg ind i feltet hvor bolden blev lagt af til Philip Stoustrup, men igen kom gæsternes keeper flot i vejen. Sekunder senere var der igen bud efter målet igen efter et indlæg fra Høgstad, men Mads Raben kom lige akkurat for sent til indlægget. Kampens største chance kom så i det 88. minut, hvor Martin Lund fik udfordret Dalum defensiven og lagde flot bolden tillbage til Kristian Petersen, der kanonerede bolden på indersiden af Dalum IFs opstander, men til alt held for Dalum sprang bolden i spil igen.

Efter 94 minutters intenst spil med masser af hårde nærkampe, en pæn stak frispark kunne kampens udemærkede dommer Henrik Hansen puste i fløjten for sidste gang efter en kamp som ikke var specielt let at dømme. Med en mand i overtal i godt en time er det naturligvis svært at være helt tilfreds med det ene point, men når det nu ikke kunne være anderledes, må Dalum IF i det mindste glæde sig over en disciplineret defensiv indsats og så kommer det sprudlende fremadrettede spil forhåbentligt i næste weekend, hvor Dalum IF skal en tur til det vestjyske for at møde Ringkøbing.

Ingen af de to holds trænere var specielt tilfredse med det ene point. Den tidligere Dalum IF træner Kristoffer Johansen havde følgende kommentar fra Næsby boksen: ” Vi dominerer kampen i de første 25 minutter, og selv efter, at vi er blevet en mand i undertal, spiller vi fornuftigt og er godt med i kampen. Men med en mand mindre kan vi ikke blive ved i 90 minutter, for der vil være en spilstation mindre, og det vil give nogle boldtab og nogle muligheder til Dalum”.

Lidt i samme boldgade udtalte cheftræner Michael Pep Jørgensen: ”Når man er en spiller i overtal i det meste af kampen, så skal man vinde. Vi fik skabt de tre-fire store muligheder, der skulle til for at kunne vinde, men vi fik ikke scoret på dem. Vi tabte for mange første- og andenbolde til et hold, der var en mand mindre. Vi skulle være kommet med mere energi, og det burde ellers lige være noget for os med den tunge teknisk udfordrende bane at spille på”.

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk