Menu

Vigtig kamp mod Kjellerup IF lørdag.

image
Martin Munck, sportschef
20. april 2017 kl. 20:28

Siden sejren i sidste hjemmekamp for 14 dage siden over Aarhus Fremad på 3-2, har vi i påsken været afsted til 2 udekampe. Man må sige det var 2 vidt forskellige oplevelser, i hvert fald hvis man måler på præstationen.

 

Skærtorsdag var vi på besøg hos Avarta i Espelunden, hvor vi tabte 2-0, efter en meget blandet præstation. Vi var bagud 1-0 ved pausen efter en noget sløj præstation, men spillerne hævede niveauet og arbejdsindsatsen betragteligt i 2. halvleg. Vi kunne derfor egentlig godt have taget point med hjem til Dalum, men det blev som sagt til et 2-0 nederlag. Med det høje niveau der er i Oprykningsspillet må man sige, at der ikke kan forventes point, hvis vi i en kamp kun spiller en god halvleg, så der skal præsteres i begge halvlege for at komme på tavlen.

2 Påskedag var vi på besøg hos topholdet Brabrand, og her blev det til en rigtig flot præstation og også et meget fortjent point. Med lidt mere skarphed i et par situationer havde vi måske taget alle 3 point. Indsatsen i Brabrand viser dog, at når vi er klar til at levere det der kræves, så kan vi altså tage point fra alle hold i den her række.

Man må sige vi får brugt hele truppens bredde i øjeblikket, da vi er rimelig hårdt ramt af skader, hvilket bl.a. har betydet debut til en af vore talentfulde U19 spillere, nemlig Marco Berthelsen, som har fået indhop i de sidste 3 kampe og bl.a. var med i det udlignende mål oppe i Brabrand. Vi regner dog med det begynder at lysne på skadesfronten i de kommende uger.

 

Lørdagens modstander fra Kjellerup IF lagde ud som lyn og torden i den nye sæson med 2 sejre i de første 2 runder. Siden er gassen tilsyneladende gået lidt af ballonen, da det er blevet til 4 nederlag i streg, så det er nok et hold som er ramt på selvtilliden der gæster Dalum Stadion på lørdag. Kjellerup er et lidt atypisk jysk hold, da det er et hold som rigtig gerne vil spille fodbold langs jorden, så det er en meget spændende modstander der venter os i dag.
Vi tror dog på at hvis vi leverer på samme niveau som oppe i Brabrand, er der god mulighed for at der ligger 3 point og venter på os. Det vil også være vigtigt med en sejr, da vi så ligger afstand til holdende bag os, mens vi samtidig vil hægte os på midterfeltet i rækken. Derfor er det en rigtigt vigtig kamp der venter os mod Kjellerup IF.

 

Vi håber på rigtig stor opbakning lørdag kl14.00 på Dalum Stadion i kampen mod Kjellerup.

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk