Menu

Vigtigt lokalopgør mod Tarup/Paarup søndag

image En TPI'er clearer i den omvendte kamp som sluttede uafgjort 1-1 (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
19. oktober 2018 kl. 14:42

Dalum IFs 2. divisionshold skal på søndag ud i spændende og vigtigt lokalopgør mod Tarup Paarup IF. Kampen afvikles i Home Tarup Park med kampstart kl. 13.00.

Efter tre nederlag i streg er det vigtigt for det unge Dalum hold igen at få point på tavlen og naturligvis meget gerne en sejr. Samtidig vil en sejr betyde at der bliver pæn afstand til de bagerste hold i puljen, ligesom Dalum så vil komme hele 8 points foran Tarup Paarup. Omvendt vil et nederlag til Dalum betyde at rækkens bund rykker nærmere, ligesom TPI kommer ret tæt på Dalum med en points margen på kun to points.

Lokalopgør er oftest tætte kampe med høj intensitet, hvor andre parametre end godt spil kan blive afgørende for opgørenes udfald. Det er derfor vigtigt ikke at slå op i banen, hvis spillet ikke lige flyder optimalt, men blot fortsætte med at arbejde stenhårdt, så må det gode spil nok komme i løbet af kampen. Efter den tamme kamp mod Aarhus Fremad i sidste weekend bliver det med garanti et revanche lystent Dalum mandskab der stiller til start mod Tarup Paarup, hvor alle vil give sig til det yderste og gerne få blod på knæene for at få et godt resultat ud af søndagens lokalopgør.

Dalum IFs trænerduo Ander Nielsen og Morten Lange råder til lokalopgøret mod Tarup Paarup over den samme trup som i sidste weekend, dog er der håb om at Mathias Schilling kan blive sin skade kvit, således at han kan blive et ekstra kort i lokalopgøret i Paarup søndag lige over middag.

Drop derfor ”Diva og Dario” på P4 som er nutidens svar på giro 413 eller hvad der er i dampradioen sådan en søndag over middag. Tag i stedet cyklen ud til Home Tarup Park og støt Dalumspillerne i de 90 intense og spændende minutter i lokalopgøret mod Tarup Paarup IF.    

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk