Menu

Young Boys FD modstanderen i Dalum lørdag

image Mathias Schilling på bolden i efterårets kamp mod Young Boys FD (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator
13. april 2023 kl. 21:09

Dalum Ifs divisionshold spiller lørdag kl. 13.00 hjemme i Rema 1000 Park Dalum mod Young Boys FD fra Silkeborg.

Young Boys FD har et par år på bagen og er en overbygning på Silkeborg KFUM. FD står for Football Development og målsætningen er at optimere det sportslige set-up for at skabe så gode udviklingsmuligheder for spillerne som muligt. Dette skabes blandt andet ved at spillerne ansættes i et af de digitale virksomheder som er med i projektet og dermed kan spillerne træne flere gange ugentligt end det ellers er normen i 3. divisionsklubberne. Med dette set-up har spillerne mulighed for at udvikle sig såvel sportsligt som kommercielt.

For Young Boys var 2. påskedag nok en stor skuffelse, da holdet frem til det 94. minut førte 2-1 i Middelfart og dermed var kvalificeret til Oprykningsspillet. Desværre for Young Boys fik Middelfart udlignet og dermed forduftede muligheden for Oprykningsspil og for at gøre ondt endnu værre lykkedes det endda Middelfart at score endnu en gang og dermed vinde kampen 3-2. Young Boys har hele sæsonen været placeret i top 6 lige indtil ovenstående kamp, så skæbnen har været hård ved holdet.

Dalum IF spillede to gode halvlege mod Middelfart og en god i Svendborg i påsken. Holdet stod kompakt og tillod ikke modstanderne at få mange chancer. Kan Dalum spillerne ramme det samme niveau og så forhåbentlig ligge lidt til offensivt, så kan holdet måske godt drille Young Boys, der måske fortsat er lidt ramt af påskens to kampe og skuffelsen ved ikke at komme i Oprykningsspillet.

Dalum IF må desværre undvære Frederik Kjær Hansen som efter sin udvisning mod SfB-Oure FA har fået to spilledages karantæne og dermed definitivt er ude af truppen. I Svendborg måtte Dalum desuden se bort fra de to rutinerede Mads Aasgaard og Mathias Schilling, men forhåbentlig er begge klar til kampen på lørdag.

Cheftræner Rene Hansen har dermed udtaget følgende trup til kampen mod Young Boys FA: Mads Krogsøe Eriksen & Emil Byrrisen – Valdemar Astrup, Tobias Lindhardt, Asbjørn Sylvester B. Larsen, Henrik Gradholt Ravensbeck, Frederik Brotman, Benjamin Aarenstrup, Marc Gangia, Mathias Munch Larsen, Mads Bæk, Mads Aasgaard, Julius Erfurth, Lucas Obsen, Emmanuel Yeboah og Bertram Maag Olsen.

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk