Junior yngste medlem i Dalum IF nogensinde
Fredag i sidste uge tikkede en indmeldelse udover det sædvanlige ind i Dalum IF’s ”indboks”, da talentet Junior Paaske Jørgensen blev indmeldt i Dalum IF. Nye indmeldelser er heldigvis ikke så sjældne endda i Dalum IF, men nærlæsningen viste her, at det nye medlem var født den 6. marts 2015, altså samme dag som indmeldelsen blev modtaget. Hele Dalum IF’s administrative beredskab blev omgående sat på sagen for at opklare mysteriet.
I første omgang troede den administrative stab, at det nye medlem Junior havde forvekslet fødselsdatoen med indmeldelsesdatoen. Efter forgæves at have ledt efter Juniors mobilnummer, lykkedes det faktisk lederen af den administrative stab i Dalum IF, at spore en mailadresse på afsendelsen af den mystiske indmeldelse.
Det viste sig så, at det var den i Dalum IF navnkundige Erik ”rivi” Jørgensen, der havde fået et lille barnebarn, hvilket blev afsløret af mailens afsender Morten Hansen som siger: ” Indmeldelsen er helt korrekt, det er min fætters lille nyfødte der er blevet meldt ind få timer efter at han blev født.”
Morten fortsætter: ”Dalum IF har altid været en del af vores familie og både mine fætre og jeg, har spillet alle vores ungdoms år i klubben og det skulle vi jo gerne have den lille til også, så derfor gav hans onkel og jeg knægten medlemsskabet i dådsgave. Min onkel Erik "rivi" Jørgensen har også altid været en Dalum dreng”.
Dalum IF glæder sig allerede til at udvikle Junior Paaske Jørgensen sammen med alle de andre unge fodboldtalenter i Dalum i de kommende år.