Menu

Tilladelse til kontrakter i Dalum IF

image Jakob "Gøj" Mikkelsen har taget springet fra U19 Liga til divisionsfodbold (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Larsen, sportskoordinator
21. december 2019 kl. 16:17

Dalum IF har ansøgt Divisionsforeningen om og fået tilladelse til at kunne skrive DBU kontrakter. Der er dog ikke for nuværende planer om at skulle tegne et større antal kontrakter, men hvis de rigtige muligheder byder sig kan Dalum IF fremadrettet handle hurtigt.

Dalum IF arbejder til stadighed for at optimere sit sportslige og administrative set-up og det er i det lys, at ønsket om at blive godkendt til at kunne indgå DBU kontrakter skal ses. Med godkendelsen til at kunne skrive kontrakter følger samtidig muligheden for at kunne indgå lejeaftale med spillere. Dette kunne blive aktuelt f.eks. med unge spillere fra højere rangerende klubber, som gerne vil give sine talenter mulighed for at kunne videreudvikle sig i et godt talentudviklingsmiljø, herunder også med turneringskampe på et fornuftigt højt plan. Alt sammen naturligvis indenfor den økonomiske ramme der ligger i budgettet for divisionsholdet I Dalum IF.

Dalum IFs talentudvikling har i de seneste 3-4 år været igennem en meget flot udvikling og klubben spiller i flere årgange på allerhøjeste niveau. I forbindelse med den positive udvikling hele Dalum IFs ungdomsafdeling har været igennem i de seneste sæsoner, har klubben implementeret en længerevarende sportslig strategi for talentudviklingen. I første omgang vil Dalum IF søge om en stjerne i DBUs talentudviklingsprogram, som omhandler årgangene U10-15, hvilket er årgange hvor Dalum IF står sportsligt meget stærkt. Fyns største fodboldklub vil med kontrakttilladelsen på sigt ligeledes have mulighed for at kunne tegne kontrakter med vore allerbedste ungdomsspillere. Vort håb og forventning er således  at Dalum IFs i løbet af nogle år får mulighed for at spille og dermed udvikle sig i de landsdækkende rækker for U17 og U19.

Dalum IFs formand Bjarne Christensen udtaler i forbindelse med at Dalum IF har modtaget kontrakttilladelsen: ”Tilladelsen til at kunne indgå kontrakter giver på den korte bane vort divisionshold nogle muligheder for at kunne agere og forstærke sig om nødvendigt, hvis der skulle være behov for dette og budgettet tillader det. Samtidig og måske nok så væsentligt giver det Dalum IF nogle langsigtede muligheder i forhold til talentudvikling og kontrakter. Så i den forbindelse er muligheden for at tegne kontrakter det første skridt, som forhåbentlig bliver fulgt op af en stjerne i DBUs talentudviklingsprogram indenfor en overskuelig fremtid”.

Sportschef Jesper Rasmussen er ligeledes glad for kontraktmuligheden: ”Udover fordelene for talentudviklingen i Dalum IFs ungdomsafdeling giver det vort divisionshold nogle handle muligheder som Dalum IF ikke har haft tidligere. Det giver os mulighed for at kunne leje udviklingsspillere i f.eks. Superligaen, hvis det rette talent og de rigtige betingelser er der, ligesom vi kan få muligheder for at hente spillere udenfor kontrakt i sæsonen, hvis vi f.eks. skulle få mange skader på divisionsholdet”.

Dalum IF vil naturligvis informere yderligere omkring de nye tiltag efterhånden som de implementeres.   

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk