U11-PIGER VINDER DANMARKS STØRSTE STÆVNE

I starten af juni skulle Madsby Cup afvikles for 24. gang.
153 hold – eller godt 1500 piger - fra hele landet skulle dyste på Fredericia FF’s 18 baner.
Dalum IF’s Pigeafdeling var traditionen tro flot repræsenteret – denne gang med 9 hold i rækkerne U9 – U15, hvilket kun Brøndby IF og Fortuna Hjørring kunne matche med henholdsvis 11 og 9 repræsenterede hold.
I U11-puljerne ventede der hård modstand. Brøndby IF, Vejle Boldklub, Fortuna Hjørring, Sundby og – ikke mindst - de dygtige piger fra Kolding-egnen.
Det skulle dog gå hen og blive en eventyrlig weekend for vores fynske klub. Et af U11-holdene klarede sig igennem lørdagens puljespil i Gruppe 13 med følgende resultater:
Dalum IF 1 – Albertslund 4 – 0
Dalum IF 1 – Aalborg KFUM 3 – 0
Dalum IF 1 – Vejle Boldklub 5 – 1
U11’erne var således klar til A-slutspillet søndag, hvor Lystrup IF ventede i kvartfinalen.
Dalum var dominerende fra start til slut mod det normalvis stærke fodboldflagskib fra Århus. Århusianerne blev sikkert nedkæmpet 5 – 2 i en kamp, som Dalum kontrollerede fra start til slut.
SEMIFINALE
I semifinalen ventede de forsvarende mestre fra Bramdrupdam – Sidste års Madsby-vindere og senest vindere af Elite Cup 2019 og Mini-VM i Bremen. Målscoren lød 25 – 0 i puljespillet, og Brøndbys førstehold var i kvartfinalen sendt ud i kulden med et 0 – 4 nederlag.
Det var Dalum-pigerne dog ligeglade med. Det var ikke længere et hold der gik i kamp – men en klub. Det blev et fællesprojekt i ægte Dalum-stil.
Talrigt fremmøde fra klubkammerater og forældre – på tværs af årgange og hold – gjorde at modstandere blev blæst omkuld med positive tilråb og slagsange fra sidelinjen. Det var en fantastisk kulisse, som dannede rammerne for en af de flotteste U11 pigekampe set længe; en intens og underholdende gyser.
Bramdrupdam kommer tidligt foran 0-1 på en dødbold, og får kort tid efter tilkendt et tvivlsomt straffespark. Denne redder Dalum-keeperen dog, og takket være ”12-manden” fra sidelinjen får Dalum ædt sig tilbage i halvlegen og fremtvinger kort tid efter et straffespark, som eksekveres stensikkert. Man kan således gå fortrøstningsfulde til pause med 1-1.
2. halvleg blev en meget lige affære, kendetegnet ved masser af teknisk flot fodbold, intenst duelspil, 60-40 boldbesiddelse i modstanderens favør men også særdeles god Dalum-organisation. Dalum er i ok kontrol på trods af spilovertag til modstander.
Med 2 minutter igen af kampen slår Dalum en giftig kontra, og bolden blev sikkert sendt ind under fødderne på den fremstormende Bramdrupdam-keeper. Så koger det hele for alvor.
Dalum modstår det hårde tryk i slutminutterne, og kan således fejre at de har besejret et af landets dygtigste U11-hold. Det var en sejr for hele klubben.
FINALE
I A-finalen ventede de forsvarende Danmarksmestre i indendørs, superteknikerne fra Nr. Bjært/Strandhuse. Et sympatisk spillende hold, som altid insisterer på at spille langs græsset.
Kampen kom aldrig op på den samme klinge som semifinale, og Dalum-pigerne måtte slide og slæbe for at finde deres spil og flow.
Endnu engang kommer Dalum bagud 0 – 1 i opgøret, og så var det for alvor op ad bakke. En fantastisk opbakning fra de andre årgange og deres forældre holder dog Dalum inde i opgøret.
I kampens døende minutter står dommeren med fløjten i munden. Netop i dette øjeblik vælger Dalums højre back at sætte sit livs inderside på bolden: fra 30 meter sejler bolden ind i krogen; 1 -1 ! Dalum er tilbage!
Nr. Bjært får dårligt nok lov til at give bolden op igen før at straffesparks-dramaet kan begynde.
Momentum var nu for alvor på Dalums side, og velvidende at deres dygtige målmand allerede havde reddet et straffespark i semi, følte Dalum-pigerne sig ovenpå.
De 10-11 årige fynboer reagerede bedst på presset og hamrede flere af målene ind via underkant af overlægger, og da Dalum-keeperen samtidigt læser det sidste spark, kunne ekstasen bryde løs! Klubkammerater vælter ind på banen for at fejre mirakelmageren og veninden på mål.
ET FÆLLESPROJEKT
Til Madsby Cup blev vi endnu engang bekræftet i at Dalums store Pige-afdeling er noget helt specielt; noget som arrangører og modstandere også bemærker positivt og anerkender.
Herfra skal lyde en KÆMPE tak til alle de herlige mennesker, der involverer sig i det daglige arbejde i Afdelingen. Den kultur, stemning og fællesskabsfølelse der hersker blandt pigerne til fx Madsby Cup - på tværs af årgange - er ikke noget, der er banket op henover natten. Det er et resultat af mange års målrettet arbejde.
Tak til Pigeformand, talenttrænere, holdtrænere og alle jer frivillige ildsjæle, der ligger en masser timer på de enkelte årgange og altid skaber god stemning. Uden jer og den positive forældre-opbakning var der slet ikke en Pigeafdeling.
Stort tillykke til Dalum IF.