Sommerhilsen til Dalum Ifs medlemmer & træner/ledere

Dalum Ifs bestyrelse vil gerne ønske alle medlemmer og ikke mindst de mange engagerede trænere og ledere en rigtig god sommerferie. Husk i de kommende uger at give plads til andet end kærligheden til den lille runde, således at batterierne bliver ladt op til en ny sæson i august måned.
Den nuværende bestyrelse i Dalum IF er som bekendt valgt for under 3 uger siden. Vi gør alt hvad vi kan for at sætte os ind i de forskellige opgaver, men vi vil gerne bede om lidt tålmodighed. Vi står dog altid til rådighed for både medlemmer og træner/ledere, så kontakt os endelig hvis der skulle være behov for dette - også gerne med gode idéer til hvordan Dalum IF kan blive en endnu.
Bestyrelsen vil prioritere at Dalum IF – Én klub et ´Fællesskab – også udmøntes i praksis. Kvinde- og Herrersenior havde i foråret allerede en håndfuld arrangementer sammen med store succes og her dermed vist vejen. Tanker der barsles med i øjeblikket er flere fællesspisninger, internt trænerkursus for hele klubben, seniorspillerne både på kvinde- og herrersiden kommer og træner ungdommen for både piger og drenge, samt en stor Dalum IF-dag for alle i klubben både for store og små.
Et andet indsatsområde bestyrelsen vil kaste sig over på den anden side af sommerferien er indtægtsgrundlaget. Vi mener, at der er et stort og uforløst potentiale for Dalum IF. Der er især tre ben, som vi vil arbejde på – sponsorarbejdet, events f.eks. fodboldskoler og koncerter m.v. samt ansøgninger til fonde. Det er vigtigt at slå fast, at den økonomiske linje den tidligere bestyrelse lagde, vil blive fortsat. Pengene skal på kontoen, før de vil blive brugt.
Bestyrelsen ser også meget gerne at hele kommunikationssiden opgraderes, herunder de digitale platforme, hvor trafikken kan blive både hurtigere og mere alsidig end hidtil.
Her vi meget gerne bede om holdenes bistand til at fortælle de både gode, skæve og sjove Dalum historier, så det håber vi alle afdelinger vil hjælpe med. Mere om dette senere.
Her ved sæsonafslutningen er det ligeledes naturligt at gøre status på det sportslige – noget er gået godt og noget er gået mindre godt. Der har heldigvis været rigtig mange gode præstationer for Dalum IF-holdene på både pige- og drengesiden. Det vil måske være ufortjent at nævne nogle her og andre ikke. Men alligevel vil vi nævne to hold, som ikke er til at komme udenom i forhold til flotte resultater.
Først Dalum Ifs drenge U13 Liga 2 som stort set har vundet alt – både ude og inde - som holdet har deltaget i. Holdet vandt den fynske række foran Marienlyst og OB og i de afgørende kampe om det jysk/fynske mesterskab blev først Esbjerg FB besejret i semifinalen og siden AaB i finalen og begge gange med resultatet 2-1til Dalum IF.
Det andet hold er Dalum IF/Næsby Bks 2. divisionshold for kvinder, som suverænt vandt 2. division i øvrigt foran FC Damsø, der fremadrettet ændrer navn til FC København. Måske var det endnu mere imponerende at Dalum IF/Næsby Bk. holdet kom helt frem til kvartfinalen i DBUs landsdækkende pokalturnering. Her var modstanderen de senere danske mestre fra FC Nordsjælland. Kvinderne fra Dalum IF/Næsby BK kæmpede heroisk i hele kampen mod FCN, men måtte se sig besejret med meget respektable 0-3 hjemme mod FC Nordsjælland.FC Nordsjælland vandt som bekendt senere også pokalen og dermed ”The Double”.
Stort tillykke til ovenstående to hold samt til alle andre hold i Dalum IF som har vundet deres rækker.
Når den nye sæson starter op igen, vil der være et par nye ansigter i Dalum IF på drengeungdomssiden. Alexander Zani er blevet tilknyttet som udviklingstræner og Nicklas Demuth som ungdomsudviklingstræner. Vi glæder os meget til samarbejdet, og håber at alle vil tage godt imod dem begge. Samtidig skal der lyde en kampe tak til Jeppe Wørmer som stopper i Dalum IF, da han ønsker nye udfordringer fremadrettet – Jeppe har gjort et kæmpe arbejde for Dalum IF, og det kan vi ikke takke ham nok for.
På generalforsamlingen i juni måned blev der udnævnt hele 3 nye æresmedlemmer i Dalum IF. De tre som meget fortjent blev hædret med den flotte titel var Trine Roesdahl, Robert Hierath samt Jan Hansen. Præsentation af de tre nye æresmedlemmer er næppe nødvendigt for de fleste, da de alle tre hver især gennem mange år har bidraget på bedste vis til at udvikle Dalum IF, samt gjort en forskel for rigtig mange medlemmer i Dalum IF. Stort tillykke til de tre man godt kan betegne som legender i Dalum IF og heldigvis er de alle fortsat meget aktive i vor klub.
Slutteligt ønskes I alle endnu en gang rigtig god sommerferie, om så ferien skal tilbringes i Danmark eller måske i det sydlige udland. Vi glæder os til at se jer alle tilbage i Dalum Ifs røde trøje efter ferien.
Én Klub Ét Fællesskab
Med venlig hilsen
Bestyrelsen