Trine Roesdahl stopper som Pigeformand – Anders Hybholt tager over

image Trine Roesdahl her i aktion ved en af Kvindedivisionholdets hjemmekampe i Rema 1000 Park Dalum (Arkivfoto: Robert Hierath)
Jan Klivager Larsen, sportskoordinator og bestyrelsesmedlem
22. maj 2025 kl. 13:26

Efter mere end 15 år som frontfigur for pige- og kvindefodbolden i Dalum IF stopper Trine Roesdahl som Pigeformand. Hun overlader stafetten til Anders Hybholt, der fremover skal stå i spidsen for det fortsatte arbejde med klubbens mange piger og kvinder. Bestyrelsen og Dalum IF skylder Trine en stor tak for hendes uvurderlige indsats og arbejde for pige- og kvindefodbolden i Dalum IF.

Trine har været den drivende kraft bag opbygningen af den stærke pigeafdeling, som Dalum IF i dag er kendt for. Da Trine trådte ind i rollen, var der kun en håndfuld piger, der spillede fodbold i klubben. I dag tæller afdelingen omkring 350 piger og kvinder – et resultat af mange års målrettet arbejde.

I 2023 blev Trine fortjent udnævnt til æresmedlem i Dalum IF som anerkendelse for sin store indsats. Tidligere er Trine også blevet hyldet af DBU som en af de uundværlige ildsjæle i dansk fodbold.

Trine Roesdahl udtaler:
Rejsen har budt på utrolig mange oplevelser, jeg ikke ville være foruden. Lige fra store pokaler og vigtige sejrer på banen til små og endnu vigtigere snakke uden for banen. Jeg vil gerne takke hver en spiller, trænerkollega, frivillige i klubben, forældre, dommer og bestyrelsesmedlem, jeg har mødt på min vej. I bidrager alle til det fantastiske fællesskab, som er fundamentet for Dalum IF.
Jeg kender Anders Hybholt gennem mange år og er sikker på at han er den helt rigtige til jobbet og bliver en fantastisk pigeformand.
Jeg vil ønske alle i Dalum IF held og lykke fremover. Pas godt på hinanden og Dalum IF - og giv hellere en hjælpende hånd end en bebrejdende pegefinger”.

Anders Hybholt udtaler:
”Jeg ser frem til at fortsætte den positive udvikling i pige- og kvindeafdelingen i Dalum IF. Det er en utrolig spændende opgave, jeg har fået betroet af bestyrelsen i Dalum IF, og jeg er meget taknemmelig. Jeg overtager et stærkt fundament, som Trine i fællesskab med mange frivillige ildsjæle har skabt, og jeg ser frem til at videreudvikle det.
Mit fokus vil i første omgang være at styrke organisationen og skabe en tydelig rollefordeling, så vi får endnu flere gode kræfter involveret. På den måde kan Dalum IF blive et endnu bedre sted at spille fodbold for piger og kvinder – uanset niveau. Jeg har i mere end otte år været træner for både drenge- og pigehold i klubben og har de seneste halvandet år fungeret som trinleder for pigeungdom på bredden”.

Bestyrelsen og Dalum IF kan ikke takke Trine Roesdahl nok for det arbejde hun har udført i rigtig mange år. Trine har om nogen bevist hvad begrebet ”Èn Klub Èt Fællesskab” betyder. Vi håber selvfølgelig at Dalum IF fremadrettet må trække på Trines store viden og håber, om end vi forstår Trines beslutning, at hun fortsat vil have en rolle at spille i Dalum IF.

Samtidig er Bestyrelsen og Dalum IF meget glade for at det netop er Anders Hybholt som tager over som Pigeformand. Anders har en meget stor viden om pige- og kvindefodbolden og har desuden gennem en del år været træner og leder for forskellige årgange i Dalum IF, så Anders kender klubben rigtigt godt. Vi glæder os til fortsatte samarbejde med Anders nu også i rollen som Pigeformand.

Trine og Anders arbejder sammen frem til den 30. juni, hvorefter Anders officielt overtager posten som Pigeformand.


                                                                                Anders Hybholt tager over som Pigeformand

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk