Menu

En søndagstur til Espelunden

Casper Hansen
30. april 2016 kl. 07:03
2. DIV: Optakt: En teknisk stærk modstander venter Dalummandskabet i søndagens topopgør i Kanalsport Divisionen.

 

BK Avarta – Dalum I.F.

Kanalsport Divisionen

Søndag d. 1. maj 2016

Kl. 13.00 – Espelundens Idrætsanlæg

 

På samme tid som fadøllene skummer og de røde faner svajer i salig harmoni i Fælledparken, løber Dalummandskabet ind på Espelundens Idrætsanlæg ikke så langt derfra. Det er blevet tid til at fejre 1. maj i Rødovre.

BK Avarta er et nyt bekendtskab for Dalummandskabet, og det er på samme vis første gang de to klubber tørner sammen. At møde en for os ny modstander, at spille på et nyt stadion, og i det hele taget at snakke med nye mennesker er altid en oplevelse. I alle klubber gør man tingene på sin egen unikke måde, og der er helt sikkert ny inspiration at hente. Vi tager derfor både kamera og notesblok med i tasken. At leve er at lære! Og omvendt.

De grønne fra BK Avarta tabte ganske vist topopgøret sidste weekend med 2-1 til Odder IGF på Spektrum Odder, men ligger stadig godt til i tabellen på en delt 1. plads. Der er ti point til nedrykningsstregen. Derfor bør nedrykning således ikke blive et tema for cheftræner Benny Galls tropper. Den tidligere målmandslegende fra FC København har gennem sin første sæson i klubben, fået opbygget et teknisk stærkt og velspillende mandskab.

Dalummandskabet skal derfor spille op til deres bedste for at få point med fra Espelunden. I en svær udekamp må udgangspunktet derfor som altid være et enkelt point. Men som Drengene fra Dalumvej spillede mod Jammerbugt FC, så er det svært hverken at tro eller håbe på lidt mere – og tro kan jo som bekendt flytte bjerge! For det var et i særklasse vellystent og velspillende Dalummandskab, som de lokale tog i øjesyn på Dalum Stadion i lørdags.

Men træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og derfor har cheftræner Kristoffer Johannsen brugt ugen på at holde spillerne til ilden forud for søndagens vigtige kamp, der i det små kan betegnes som et topopgør. Ingen tvivl om at et teknisk stærkt Avartamandskab er favoritter på eget græs. Ifølge oddset.dk giver en sejr til BK Avarta pengene 1,85 gange igen, mens en sejr til Dalummandskabet giver pengene 3,45 gange igen.

Spørgsmålet er derfor om 1. maj anno 2016 bliver rød eller grøn når Dalummandskabet drager en tur til Espelunden på en tidlig søndag eftermiddag, eller om det hele ender i et kompromis?

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk