Menu

God bedring, Martin

Casper Hansen
15. april 2016 kl. 08:24
2. DIV: Optakt: Sidste weekends dyre nederlag skal i morgen veksles til overskud og point på kontoen. B1908 tager imod i Sundby Idrætspark.

 

B1908 – Dalum I.F.

Kanalsport Divisionen

Lørdag d. 16. april 2016

Kl. 13.00 – Sundby Idrætspark

 

I forbindelse med lørdagens tidlige eftermiddagskamp skal Dalummandskabet forsøge at rejse sig igen efter nederlaget mod IK Skovbakken. Det var ikke alene et smerteligt nederlag. Det blev også et ganske dyrt et af slagsen. Foruden et rødt kort til Mads Hansen (tre spilledages karantæne), så blev det ligeledes til tre gule.

Men værst af alt var dog den skade, som midtbanedynamoen Martin Mortensen pådrog sig. Desværre stod det hurtig klart, at der formentlig var tale om en skade af en ikke helt ubetydelig karakter. For det skal i sandhed gøre ondt, hvis en mand med Martins fighterinstinkt forlader banen frivilligt. Og det gjorde han desværre.

Summa summarum så er det endnu for tidligt at sige noget definitivt om skadens omfang og længde, udover at der er tale om et brud på underarmen. Det skal yderligere en scanning afgøre. I bedste fald fire-fem uger. I værste fald resten af forårssæsonen. Uanset hvad så vil Martin komme tilbage for fuld styrke. På vegne af klubben skal der herfra ønskes rigtig god bedring.

Heldigvis er det dog så simpelt indrettet på dette niveau, at så sættes der bare en ny mand ind på Martins plads. En mand der vil ofre sig et hundrede procent. Eller mere. Det er cheftræner Kristoffer Johannsen der sætter holdet til opgøret mod B1908, men et kvalificeret gæt på en ny gladiator i arenaen kunne være Thomas Johansen.

Omkring B1908 vil det næppe være en afsløring i helt samme størrelsesorden som skattesagen fra Panama, når det her afsløres at fem nederlag på stribe, har været en alt andet end god start på forårssæsonen. En sløj start der har medført at fodboldens vismænd allerede har dømt B1908 til Danmarksserien.

For Dalummandskabet er B1908 nok den værst tænkelige modstander at skulle møde netop nu. På et eller andet tidspunkt skal og vil amarkanerne uundgåeligt vinde. Fem nederlag på stribe gør ganske naturligt, at tidspunktet for en sejr rykker nærmere. Så på nogen måde at undervurdere B1908 vil være en kæmpe fejltagelse. FC Svendborg måtte slide hårdt i det indtil sidste minut, før sejren kom i hus på Høje Bøje.

Derfor skal Dalummandskabet være toptændte fra første fløjt i Sundby Idrætspark. Der skal tackles igennem så det synger, og så skal der scores på de chancer, der opstår. Hverken mere eller mindre.

God kamp gutter!

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk