Se jer ikke tilbage
Dalum I.F. - Døllefjelde Musse I.F.
Danmarksserien
Lørdag d. 18. april 2015
Kl. 15.00 – Dalum Stadion
Sidste lørdags sejr i det sjællandske over Ledøje-Smørum var en kærkommen én af slagsen. For det første fordi Dalummandskabet rejste sig efter påskens noget sløje indsats i lokalopgøret mod Otterup B&IK, mens man for det andet oplevede en indsats hvor man kæmpede sig gennem en vanskelig kamp. Fem point efter tre kampe er måske ikke alverden, men betydelig bedre end efter de tre første kampe i efteråret. Her var det også opgøret mod Ledøje-Smørum, der satte Dalummandskabet i gang.
Som antydet ovenfor så var det en fornøjelse at følge de rødblusede i kamp i lørdags. Der blev udvist vilje og stor energi i en seance fyldt med drabelige dueller og nidkære nærkampe. Specielt i 2. halvleg var det tydeligt at se, at Dalummandskabet ville det mere end Ledøje-Smørum. Derfor må det siges selv for tilskuere med en neutral tilgang til kampen, at Dalumsejren var fortjent. Efter kampen mod os i lørdags er topholdet Ledøje-Smørum ikke længere tophold. Men tophold er en noget videre relativ størrelse i en række, hvor kun sølle to point skiller nummer et fra nummer syv.
Derfor er det vigtigt at holde tungen lige i munden. Ikke alene mod rækkens syv tophold, men i ligeså høj grad mod holdene uden for toppen. Det vil sige den anden halvdel af rækken. Lørdagens modstander er lollikkerne fra Døllefjelde Musse. En svær modstander især på hjemmebanen i Nysted. Efterårets omvendte opgør endte med en snæver 1-0 sejr til Dalummandskabet. På udebane har DMI dog været til at tale med.
Trods det så skal DMI på ingen måde undervurderes, på samme måde som det vil være en stor fejl at tage for let på opgave. Fokus og koncentrationen skal bevares over en hel kamp. Det viste Dalummandskabet dog at de kunne i lørdags. Kun en mindre eftermiddagslur på tyve sekunder i forbindelse med Ledøje-Smørums scoring ødelagde billedet.
Sejren over Ledøje-Smørum betød samtidig at Dalummandskabet nu har ni point ned til nedrykningsstregen. En vigtig detalje, men ikke noget der skal blive en sovepude. For med rækkens tæthed kan alt ske. Dog giver dette rum ned til stregen mulighed for at man både kan kigge opad og fremad, hvilket alt andet lige er væsentligt sjovere.
Det betyder så omvendt at lørdagens kamp mod DMI skal munde ud i en sejr og tre point. På papiret burde det også være muligt. Man skal aldrig opgive håbet, men med tolv point op til en redning så virker det som en vanskelig opgave for DMI at overleve i Danmarksserien. Det gør dog næppe kampen på Dalum Stadion nemmere for hjemmeholdet. For nok er Dalummandskabet favoritter, men DMI lægger sig ikke ned af den grund. Desuden har lollikkerne altid klaret sig godt på netop Dalum Stadion. Derfor skal sidste lørdags takter genfindes, hvis det skal blive til tre point og en omgang Karneval i Rio. Se jer derfor ikke tilbage...
Kampsponsor: Dalum I.F. - Døllefjelde Musse I.F.