Menu

Sidste skovtur for IK Skovbakken

Casper Hansen
08. april 2016 kl. 08:39
2. DIV: Optakt: Gennem tiden har Dalum I.F. aldrig tabt til IK Skovbakken. Der er dog gået sytten år siden det seneste møde. Derfor kan statistik ikke bruges til noget i forbindelse med lørdagens kamp.

 

Dalum I.F. – IK Skovbakken

Kanalsport Divisionen

Lørdag d. 9. april 2016

Kl. 14.00 – Dalum Stadion

 

 

Efter sidste lørdags meget fysiske kamp mod Kolding I.F., så bydes der i morgen lørdag velkommen til århusianerne fra IK Skovbakken. I øvrigt en klub der i sin nuværende form synger på sidste sæson. Mere om det senere.

Dalummandskabet er uden skader og karantæner op til lørdagens kamp, og det giver cheftræner Kristoffer Johannsen frit valg på alle hylder. Kun Morten Andersen er ude efter en planlagt kæbeoperation, der i øvrigt forløb som den skulle. Anfører Frank Nielsen er tilbage efter sidste weekends tur til Vejle, hvor han sammen med sit hjertes udkårne, Fru Nielsen, deltog i det såkaldte Brudeløb. Her blev det til en fornem tredjeplads for par nr. 12.

Lørdagens største udfordring (udover IK Skovbakken) kan hurtigt vise sig at blive underlaget på Dalum Stadion. For der var langt fra tilfredshed med banen efter kampen mod Kolding I.F. Synd og skam da vi gennem mange år netop har været kendt for en toptrimmet grønsvær.

Klubinspektøren og greenkeeperen har derfor i den forløbne uge arbejdet på højtryk for at optimere underlaget. Her er det dog vigtigt at understrege den kommunale samarbejdsvilje – eller nærmere manglen på samme. Lad os stille to helt simple spørgsmål: 1)Kommer By- og Kulturforvaltningens folk og tromler banen? Svar: Nej. 2)Må vi i Dalum I.F. så selv tromle banen? Svar: Nej. Allerede her falder kæden af kridtmaskinen. Men sådan er der så meget.

Lørdagens modstander fra IK Skovbakken har vi haft fornøjelsen af at møde fire gange tidligere. Det er der kommet en ganske pæn statistik ud af. Fire sejre og en målscore på 14-2. Der er dog gået sytten år siden den seneste opgør. Derfor er der op til lørdagens kamp ikke megen hjælp eller trøst at hente i den ellers så fine statistik.

I det daglige løber IK Skovbakken om kap på Strøget med bl.a. Brabrand I.F. og Aarhus Fremad om spillere og sponsorkroner i Smilets By. Alligevel har der ikke været det helt store at smile af i århusiansk fodbold gennem de seneste ti-femten år. AGF er stadig kun en skygge af fordums storhed, og ingen i laget under de hvide fra Fredensvang har formået at bide sig fast i mere end 2. Division.

Det er således ikke kun Peter A.G. og Gnags, der har slingret ned ad Vestergade. Århusiansk fodbold har og har haft det svært med den øgede konkurrence i det jyske. Den af klubberne i Smilets By der efter forholdene har klaret sig bedst, må siges at være IK Skovbakken. Man har levet efter devisen om, at den der lever stille, lever godt. Så er vi tilbage hvor vi begyndte.

Derfor virker det logisk om end lidt overraskende, at det netop er IK Skovbakken, der har foretaget et så vildt vovestykke som en fusion. Pr. 1. juli 2016 vil IK Skovbakken nemlig indgå i en fusion med Vejlby IK under navnet FC Vejlby, der i første omgang indledes med en eliteoverbygning på herresiden. På den baggrund bliver besøget i morgen lørdag på Dalum Stadion, den i denne omgang sidste skovtur for IK Skovbakken.  

 

******

 

Herunder findes endnu et par billeder i forbindelse med Dalum I.F.'s 85-års jubilæum. Meget aktuelt i forbindelse med de for årstidens svære baneforhold, så er billederne fra indvielsen af Dalum Stadion (eller Dalum Idrætspark som det hed) d. 19. juli 1936. På den baggrund er Dalum Stadion Odenses ældste stadion, der stadig er i brug. Odense Stadion blev til sammenligning først indviet d. 17. august 1941.

Til lørdagens kamp trækkes der lod om tre stadionplatter på kampprogrammerne. 

 

 

Foto Robert Hierath: Kampprogrammet i forbindelse med lørdagens kamp mod IK Skovbakken.

 

Arkivfoto: Kampen Dalum I.F. - OB blev den første på det nye stadion. Dalummandskabet hev en smal 3-2 sejr hjem efter en rigtig omgang badeferiebold. Bemærk i øvrigt den nu for længst forsvundne løbebane omkring selve banen.

Arkivfoto: Dalummandskabet der som det første betrådte det nyanlagte stadion i kampen mod OB.  

Arkivfoto: Endnu et billede af det nye stadion.

Arkivfoto: Formand Cornelius Nielsen holder åbningstale. Yderst til højre i sort jakkesæt ses det socialdemokratiske byrådsmedlem i Dalum Kommune, papirarbejder P.M. Madsen.

 

 

 

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk