Menu

Omblæst U13 Liga 1 kamp mod Esbjerg

image
U13
26. maj 2021 kl. 21:57
Totalbanen lagde i søndags ”græs” til en spændende kamp mellem Dalum og Esbjerg i U13 Liga1 rækken. Kalenderen sagde 23 maj, eller pinse søndag. Der var dog ikke megen pinsesol og varme over denne dag, det mindede mest af alt om en råkold blæsende efterårsdag.

Kampens forløb:

Dalum IF skulle forsøge af bygge videre på ugens flotte sejre i Pokalturneringen, hvor 2 af vores 3 hold spillede sig i semifinalen, efter klare sejre over Middelfart og Marienlyst.

Esbjerg starter kampen bedst og er klart mest på bolden i de første 10 min. De har flere gode opspil, hvor de får spillet sig forbi Dalumspillerne. Dalum har det svært med bolden, og kan ikke rigtig få gang i spillet. Esbjerg skaber dog ikke rigtigt nogle chancer, selvom om de har mest boldbesiddelse.

Dalum kommer efter de første 10 min, meget bedre med i kampen og begynder at få sammensat flere gode opspil. Første chance i kampen tilfalder Dalum, efter et angreb der starter ved egen målmand og bliver spillet hele vejen op til modstanderens mål, hvor det ender med et skudforsøg fra distancen.
Perioden herefter står der Dalum på, dog uden at det bliver rigtig farligt. Største mulighed er et forsøg på en aflevering over Esbjergs forsvar, men denne tages af vinden, og den løber ud over baglinjen.

Mod slutningen af første halvleg tager Esbjerg igen over på kampen, men det bliver ikke rigtig farligt. Dalums forsvar og målmand får i fællesskab ryddet de løse bolde der kommer. Esbjerg er tæt på at skabe en farlig mulighed lige før 1. halvleg er færdig, da Gustav Albrechtsen ligger skadet på midten af banen efter en tackling. Men 1. halvleg ender 0-0.

Anden halvleg åbnes igen bedst af Esbjerg, som nu har fået vinden i ryggen. Dalum har svært ved at tilpasse sig at man nu har vinden imod sig. 5 min inde i anden halvleg har Esbjerg deres første forsøg på mål. Skuddet sidder nede ved den ene stolpe, men Sebastian redder den og skubber den ud til hjørnespark. Det efterfølgende hjørnespark lander ved en Esbjerg spiller som er helt umarkeret ved forreste stolpe og kan let heade bolden ind til Esbjerg føring på 1-0. Flot mål af Esbjerg. Efter målet står der Esbjerg på det hele, men det bliver kun til et par enkelte afslutninger. Et enkelt skud må Sebastian parrer ud til hjørnespark.

Efter ca 12 min af 2. halvleg har Dalum et godt angreb, som bliver til en stor chance, men der er desværre offside på Magne. Minuttet efter snupper Dalum bolden fra Esbjerg i deres opspil, Ludvig tager et træk og afleverer flot til Gustav Nielsen, som i helt fri position kan udplacere målmanden og udligne til 1-1. Kampen bølger herefter frem og tilbage uden rigtig at skabe de store muligheder til nogle af holdene. 10 min før tid får Esbjerg en god mulighed for at komme foran, da de får et frispark på kanten af feltet. Det kommer efter flere sekvenser hvor Dalum ikke kan få bolden væk fra egen zone. Muren redder heldigvis skuddet. Esbjerg kommer frem til lidt hjørnespark og et par skud, men bliver kun farlige i en situation, hvor Sebastian må redde et skud/indlæg som kommer lidt tilfældigt.

6 min før tid kommer forløsningen for Dalum, det starter med en kontra hvor Magne fører bolden frem, men det bliver ikke rigtigt til noget. Dalum fastholder presset og får bolden tilbage igen. Jonis spiller Magne fri på kanten af offside, Magne lægger bolden i en høj bue hen over målmanden og over i det lange hjørne. 2-1 til Dalum. Jublen kan bryde løs.
3 min senere er rollerne byttet om. Magne driver bolden frem og løber ned til baglinjen. Her kigger han op og lægger bolden skråt bagud til Jonis, som sparker på sin første berøring bolden op i målhjørnet. 3-1 til Dalum.

Kampen ender 3-1 til Dalum over Esbjerg, og den første sejr i Liga1 er en kendsgerning. Drengene kæmpede med alt hvad de havde hele kampen igennem, og var rigtig gode til at bakke hinanden op hele tiden. Måske det var fredagens fodboldgolf der gjorde at holdet rykkede lidt tættere sammen i dag.

 

 

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk