Menu

U12 vinder Sportigan Rønde Cup 2020

image
Sebastian Andersen
18. august 2020 kl. 11:26
Dalum IF U12 – Årgang 2009 var i lørdags en tur til Rønde, hvor de deltog i Sportigan Rønde Cup 2020. Stævnet var en blanding af mange af de bedste jyske hold bl.a. AGF & AaB, Næstved (et af de bedste hold på Sjælland) og tre fynske hold.

Første kamp skulle allerede spilles kl. 09.00 mod hjemmeholdet fra TRIF. Drengene virkede klar og friske på trods af, at de havde kørt fra Odense kl. 06.00. Kampen starter lidt nervøst, men efter drengene får fundet sig til rette overtager de styringen på kampen. Kampen ender 3-1 til Dalum. I næste kamp var Vinding modstanderen. Denne kamp var drengene styrende og skabte massere af chancer. Kampen ender også 3-1 til Dalum.

Dalum IF var altså kommet godt fra start med 6 ud af 6 mulige point. I den tredje puljekamp ventede naboerne fra Sanderum BK. I kampen var Dalum styrende, hvorimod Sanderum blev farlige på deres omstillinger. Der var chancer i begge ender, men Dalum gik til pause foran 2-0. I anden halvleg
reducerede Sanderum til 1-2, men der gik ikke længe før Dalum fik svaret igen til både 3-1 og 4-1. De sidste to puljekampe var mod AaBK/Løjt og Næstved. Varmen begyndte at sætte sit præg på fodbolden og drengenes energiniveau. Stævnet blev afviklet på kunstgræs, der havde stået i høj sol siden kl. 09.00. Derudover var der ikke en vind, der rørte sig på det ellers hyggelige anlæg. Der var kun 12-15 minutters pause mellem hver kamp, så drengene nåede aldrig rigtig at blive kølet ned, inden de igen skulle tilbage og kæmpe på den varme bane. Drengene kom dog alligevel stærkt ud til kampen mod AaBK/Løjt, og de kom hurtigt foran 2-0. Derefter mistede drengene koncentrationen og sønderjyderne bragte sig tilbage i kampen med både reducering og udligning til 2-2. Dalumdrengene fik dog fundet den fornødne energi frem til en stærk 2.halvleg, og kampen endte 4-2 til Dalum.

I den sidste kamp i puljen vidste vores drenge, at de ville ende som nummer 1 eller 2 i puljen, og at de dermed var sikret en plads i finalen. Næstved havde tabt en enkelt kamp undervejs, og de kunne derfor blive tvunget til at skulle vinde for at gå videre. Næstved startede i en 3-1-3 opstilling, som de lykkedes godt med på en meget lille 8-mands bane. Drengene havde svært ved at få presset Næstved, og vi var ikke i balance. Næstved var nok det bedste hold i 1. Halvleg, men det var Dalum, der gik til  pause foran 1-0. Kampen endte dog fortjent 3-1 til Næstved. Nederlaget fik ikke betydning for drengenes videre deltagelse i turneringen, men det stod nu klart, at drengene skulle spille finale mod Næstved.
I den korte pause inden finalen fik trænerne og drengene talt om vores presspil og den defensive organisation i forhold til Næstveds 3-1-3 formation, og drengene lykkedes meget bedre med disse ting i finalekampen.

I Finalen var tempoet meget højt, og det blev en kamp på et meget højt teknisk niveau. Det var en jævnbyrdig kamp, og der var chancer i begge ender af banen, hvor to dygtige målmænd fik taget fra. Holdene gik til pause uden scoringer og stillingen 0-0. I 2. Halvleg fortsatte samme kampbillede som 1. Halvleg, og de to hold havde på mærkværdigvis fået fornyet energi. Det var tydeligt, at begge hold ville kæmpe til det sidste. Det skulle også komme til det sidste, for med et
par minutter igen, blev der afsluttet fra Dalum, hvor Næstveds målmand måtte give en retur, som Magnus Dalager var hurtigt over, og han gjorde det til 1-0 til Dalum. Et par minutter senere kunne jublen bryde løs, og Dalum IF kunne kalde sig vindere af Sportigan Rønde Cup 2020.

Sejren og dagen blev afsluttet med en badetur i havet, og en gammeldags isvaffel, inden turen gik retur til Odense.

De tre stævnevindere fra U12A blev Bramdrupdam, AaB og Dalum IF.

Nogle bruges til statistik og andre sættes af tredjepartstjenester. Ved at klikke 'OK' accepterer du brugen af cookies.
Luk