Mathias Schilling fortsætter i Dalum IF

Trods en alder på 23 år, har Schilling allerede mange divisionskampe på CV'et. Han må betragtes som en rigtig Dalumdreng, da han har været igennem klubbens U17 og U19 årgang. Vi er derfor meget glade for at Schilling har valgt at fortsætte i klubben.
Vi har stillet Mathias Schilling tre spørgsmål ifm. med aftalen:
Hvorfor valgte du Dalum?
"Grundet vedvarende skader, var planen egentlig at lægge støvlerne på hylden, men grundet situationen i klubben og det faktum at jeg stadig elsker at spille fodbold, så blev den plan til sidst skrottet. Jeg har været her siden jeg var 16, så Dalum er blevet en del af mig."
Hvad er dine forventninger til dig selv i Dalum?
"Først og fremmest at holde mig skadesfri. Derudover er der en masse unge gutter der skal hjælpes ind på holdet, både på og udenfor banen, og der bliver os "gamle" spillere utroligt vigtige."
Hvad er dine forvetninger til holdet i den kommende sæson?
"Vi skal ud og drille alle vi møder, hvilket jeg synes vi har potentialet til. Træerne vokser ikke ind i himlen, så vi må have arbejdshandskerne på fra dag et. Derudover skal vi have et godt defensivt fundament, hvilket Kirk allerede nu har vist sig som en utrolig vigtig del af. Så er jeg sikker på Gangia og de andre oppe foran, nok skal sørge for at få scoret nogle mål. Og så skal vi selvfølgelig bevare Dalums status som divisionsklub. Til slut, vil jeg gerne sige tak til alle spillere, trænere, fysser og ledere der var omkring holdet i foråret. Og held og lykke til dem alle i deres nye klubber."
Sportschef Stefan Højborg udtaler:
"Jeg er ekstremt glad for at Schilling fortsætter i klubben. Han er en kæmpe kulturbærer og meget vigtig grundsten i det fundament vi er ved at bygge op. Vi har fået en masse nye unge spillere, som har brug for nogle at læne sig op af og her spiller han allerede en kæmpe rolle. På banen er han også en leder, som besidder en stærk fysik og en dygtig spiller både defensivt, men også i opbygningsspillet."