Stefan Højborg stopper i Dalum IF

Stefan startede i Dalum IF som ungdomstræner og har trænet de fleste årgange i klubben inden han blev ungdomsformand i 2018 og talentchef i 2019, da man fra bestyrelsens side ønskede at investere i ungdomsfodbolden. Projektet om at få ungdomslicens til klubben blev realiseret i 2021, hvor Dalum IF indtrådte som licensklub. I starten af 2022 pegede den nuværende bestyrelse på Stefan som sportschef for seniorsegmentet hvor han, inden for de økonomiske rammer, havde ansvaret for seniorafdelingen.
Stefan Højborg udtaler:
”Ved siden af Dalum IF arbejder jeg på Hjemly Idrætsefterskole. I dette skoleår kræver jobbet mig både tirsdag, torsdag aften samt en gang i mellem i weekenden. Det er som bekendt to af de dage vores seniorhold træner. Samtidig med det skal jeg være far til vinter og har et hus som er ved at blive totalrenoveret. Alle disse ting gør at jeg lige pt. ikke kan gøre noget af det 100% og det fungerer ikke for mig. Jeg har kørt i et meget højt tempo siden marts. På baggrund af det har jeg besluttet at trække mig fra Dalum og have fokus på min familie. Det har bestemt ikke været en nem beslutning, da Dalum betyder utrolig meget for mig – men det var den eneste rigtige beslutning jeg kunne træffe. Jeg vil gerne sige en kæmpe tak til alle de fantastiske mennesker, som har været med til at gøre min tid i Dalum til en mindeværdig tid. Jeg ser frem til fortsat at følge klubben og alle de nye tiltag som er blevet søsat. Jeg er sikker på at skibet nok skal blive sejlet i sikker havn.”
Fra bestyrelsens side vil vi gerne sige en kæmpe tak til Stefan for 10 års stor indsats for klubben og dens medlemmer. Vi vil se frem til at han forhåbentlig kigger forbi i ny og næ til en kop kaffe, fodboldsnak og hygge.